Pione Sisto består lægetjek i FC Midtjylland

Ifølge B.T. er Pione Sisto millimeter fra at skifte tilbage til sin gamle klub fra spanske Celta Vigo.

Efter at have bestået lægetjek er Sisto kun milimeter fra at skifte tilbage til sin gamle klub.
Efter at have bestået lægetjek er Sisto kun milimeter fra at skifte tilbage til sin gamle klub.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den danske fodboldspiller Pione Sisto har bestået et lægetjek i FC Midtjylland og er dermed millimeter fra at skifte til klubben.

Det skriver B.T. natten til lørdag.

Ifølge mediet mangler Sisto nu kun en underskrift for at kunne kalde sig FC Midtjylland-spiller, hvilket B.T. beskriver som en formalitet.

Det spanske medie Atlántico skrev ellers onsdag, at den 25-årige fodboldspillers skifte tilbage til sin gamle klub hang i en tynd tråd, fordi han ikke kunne blive enig med FC Midtjylland om vilkårene for en kontrakt, og at han derfor var rejst tilbage til Celta Vigo.

Men billeder fra B.T. viser, at Pione Sisto befandt sig i Københavns Lufthavn fredag aften, hvor han skulle være rejst videre til Karup i Jylland ikke langt fra Herning.

Sisto transfer tager ny drejning

I sidste uge skrev flere medier, at Sisto kun var et lægetjek og en underskrift fra at skifte til FC København, indtil han sprang fra i ellevte time.

Nu ligner det i stedet, at hans fremtid ligger hos de forsvarende danske mestre.

Ekstra Bladet skrev fredag aften, at de to klubber skulle være blevet enige om en pris på Pione Sisto på 16 millioner kroner.

Ifølge mediet kan prisen stige med op til ni millioner kroner, hvis forskellige bonusser bliver indløst.