Personbil og lastbil i ulykke ved Klovborg

En lastbil og en personbil kørte ved middagstid sammen i et kryds ved Klovborg. To personer er kørt på hospitalet.

To personer er kørt på hospitalet efter en ulykke mellem Nr Snede og Klovborg, hvor en lastbil og en personbil kørte sammen. Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Opdateret: 

Artiklen er opdateret med nye informationer. 

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi skete ulykken ikke som først skrevet på Horsensvej, men i stedet i krydset Malundvej og Sandvadvej øst for Klovborg. 

 

- Personbilen kører ud i krydset og overholder ikke sin ubetingede vigepligt, og så bliver den ramt af lastbilen, som ikke kan nå at stoppe, oplyser vagtchef ved Carsten Henriksen. 

Lige omkring middagstid onsdag kørte en personbil ud i krydset ved Sandvadvej og Malundvej umiddelbart udenfor Klovborg og ramte en forbipasserende lastbil. En af de to personer i personbilen har fået en hård medfart. 

- Vi får meldingen klokken 12:07. Det er en personbil, der kører ud i krydset og kører sammen med lastbilen, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Even. 

Trafikken måtte kortvarigt lukkes i det ene spor, imens politi og redningsmandskab arbejdede på stedet. Ifølge vagtchefen er der onsdag klokken 13 igen åbent i begge kørselsretninger.  

I personbilen var en chauffør og en passager. De kom begge til skade i ulykken, men er ikke i livsfare forklarer vagtchefen.

- De er begge kørt til tjek på sygehuset. En af dem var noget tilskadekommen.  Han har fået nogle knubs og formentlig en sammenklappet lunge, siger Lars Even. 

Det var her øst for Klovborg i krydset mellem Sandvadvej og Malundvej, de to biler kolliderede omkring middagstid.