Pernille Harder med i endeligt opløb om EM-hæder

Fodboldspilleren Pernille Harder er en af de tre endeligt nominerede til titlen som Europas bedste spiller 2018.

Pernille Harder er blandt de tre endeligt nominerede til prisen som Europas bedste kvindelige fodboldspiller.
Pernille Harder er blandt de tre endeligt nominerede til prisen som Europas bedste kvindelige fodboldspiller.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Pernille Harder er blandt de tre nominerede til prisen som Europas bedste kvindelige fodboldspiller for sæsonen 2017/2018. 

Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, der har skåret antallet ned til tre spillere, der kan få hæderen.

Wolfsburg-angriberen kæmper om hæderen med den norske angriber Ada Hegerberg og den defensive midtbanespiller Amandine Henry fra Frankrig, der begge spiller for franske Lyon.

Sidste sæsons Champions League-finale var netop et møde mellem Lyon og Wolfsburg, hvor Lyon vandt 4-1 efter forlænget spilletid. De tre nominerede kom alle på scoringslisten med et mål i finalen.

I fint selskab

Pernille Harder, der er født og opvokset i Ikast, var også sidste år nomineret til titlen men missede den. Hun blev dog senere på året kåret til verdens bedste kvindelige spiller af det anerkendte internationale fodboldmedie GOAL. Hun er også fortsat en af de ti kvindelige spillere, der er med i opløbet om at blive kåret som verdens bedste fodboldspiller af FIFA til september. Om hun også her bliver en af de tre endeligt nominerede er ikke offentliggjort endnu.

I år er hun i fint selskab med store stjerner på mandesiden, hvor de tre nominerede er Cristiano Ronaldo, Mohamed Salah eog Luka Modric. 

Typisk vejer præstationerne i Champions League højt, og i det billede er Ronaldo og Modric godt stillet, eftersom de i maj var med til at vinde turneringen for tredje sæson i træk med Real Madrid. Siden er Ronaldo skiftet til Juventus.

Vinderne kåres, når der 30. august i Monaco trækkes lod til gruppespillet i Champions League.

Se indslag om Pernille Harder fra TV MIDTVEST i juni:

9:48
25-årige Pernille Harder scorer normalt masser af mål. Men hendes største mål er at blive verdens bedste fodboldspiller