Pernille Harder i spil til fornem hæder

Den amerikanske tv-station ESPN har nomineret den danske landsholdsspiller fra Tulstrup.

Pernille Harder er anfører for det danske landshold - og tysk mester og pokalvinder med VFL Wolfsburg.
Pernille Harder er anfører for det danske landshold - og tysk mester og pokalvinder med VFL Wolfsburg.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Anføreren for det danske kvindelandshold i fodbold - Pernille Harder der stammer fra Tulstrup ved Ikast - er endnu engang blevet nomineret til en fornem titel.

Det er den amerikanske tv-station ESPN, der har Pernille Harder som en af fire kandidater i kategorien bedste internationale kvindelige fodboldspiller.

Tv-stationen uddeler priser i flere forskellige kategorier, og 25-årige Harder er kommet i fornemt selskab. Lionel Messi og Christiano Ronaldo er for eksempel nomineret som bedste mandlige fodboldspillere, og i kategorien bedste NFL-spiller finder man legenden Tom Brady fra New England Patriots. 

Danske Caroline Wozniacki er i øvrigt også nomineret - i kategorien bedste kvindelige tennisspiller.

Pernille Harder er professionel hos de tyske mestre og pokalvindere fra VfL Wolfsburg, og hvis hun skulle vinde kåringen hos ESPN, vil det matche meget godt med hendes egne ambitioner. Hun har nemlig et erklæret mål om engang at blive verdens bedste kvindelige fodboldspiller.

9:48
TV MIDTVEST besøgte for nylig Pernille Harder i Wolfsburg, hvor hun fortalte om sit mål om at blive verdens bedste.