Pernille Harder afslører fremtidsplaner og sender opfordring til FCM

I en ny podcast afslører Pernille Harder sine fremtidsplaner, og så kommer landsholdsspilleren med en klar opfordring til store danske fodboldklubber.

- Jeg vil gerne nå at spille i en liga mere i Europa, og jeg vil også gerne til USA og spille, siger Pernille Harder.
- Jeg vil gerne nå at spille i en liga mere i Europa, og jeg vil også gerne til USA og spille, siger Pernille Harder.
Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix

Pernille Harder er 28 år og en af verdens bedste fodboldspillere. Og så spiller hun i Chelsea – en af verdens bedste klubber.

Men det stopper ikke her for Danmarks største kvindelige fodboldstjerne. Hun har stadig nogle mål, der skal nås, inden støvlerne bliver lagt på hylden.

Det oplyser Danske Spil.

- Jeg vil gerne nå at spille i en liga mere i Europa, og jeg vil også gerne til USA og spille, siger Pernille Harder i Oddset-podcasten ’En Liga For Sig’.

- Så jeg har lagt nogle planer for min karriere, og nu må vi se, om det bliver sådan, fortsætter landsholdsspilleren.

I andet afsnit af Oddsets nye podcast om kvindefoldbold, hvor journalist og TV-vært Heidi Frederikke Sigdal er vært, fortæller Pernille Harder også om sit syn på den bedste liga i dansk kvindefodbold. Og om, hvad der skal til, før hun kunne overveje at komme hjem og spille.

Investér!

Hvis en retur til dansk fodbold skal blive et emne, så skal de danske klubber, og investorerne bag,  til at rykke.

- Klubberne skal investere mere i kvindefodbold, og der skal komme nogle flere gode udenlandske spillere til ligaen, understreger Pernille Harder.

For der er noget at komme efter, mener hun, selv om en klub som HB Køge er begyndt at vise vejen.

- Jeg hører lidt om faciliteterne i klubberne fra de landsholdsspillere, der spiller i Danmark. Og de kan godt blive bedre, siger Pernille Harder og følger op med en klar opfordring til to af de største danske klubber i mændenes bedste fodboldliga, Superligaen.

- Jeg synes godt, at klubber som FC Midtjylland og FC København kunne investere nogle penge i kvindefodbold, og det kræver ikke de store investeringer for at få skabt nogle bedre forhold.

Her kan du høre hele andet afsnit af ’En Liga For Sig’ lige her. 


4:47
TV MIDTVEST har tidligere besøgt landsholdsstjernen fra Tulstrup ved Ikast, da hun spillede i Wolfsburg.