Påsat brand i villa
Politiet har hele dagen efterforsket en påsat brand i en villa syd for Brande.
Branden opstod klokken lidt over otte fredag morgen på Risbjergvej, syd for Brande.
En rude i huset blev knust og politiets teknikere går ud fra, at branden er startet lige inden for vinduet.
Der bor en kvinde i huset med sine børn. Børnene var ikke hjemme, da der gik ild i huset, men kvinden lå og sov. Ingen personer kom til skade ved branden. Ilden er slukket, men huset er meget sod- og røgskadet.
Politiet ser med stor alvor på sagen, da den ukendte gerningsmand kunne have sat andres liv i fare.