Overfald på åben gade: Politiet efterlyser vidner

En mand fortæller til politiet, at han er blevet overfaldet af fire mænd på åben gade

I hvert fald to politibiler og en ambulance rykkede ud i Ikast.
I hvert fald to politibiler og en ambulance rykkede ud i Ikast.
Foto: Presse-fotos.dk
Opdatering

  • Politiet oplyser lørdag formiddag, at man har fået et par vidnehenvendelser, der i løbet af den kommende uge skal afhøres. Man hører fortsat gerne fra flere vidner.

    Vagtchef Jan Nørrum oplyser, at der ingen grund er til at tro, at der er risiko for, at andre også kan risikere at blive overfaldet.

Her til aften er Midt- og Vestjyllands Politi i aktion i Ikast. Klokken 18.01 fik politiet en anmeldelse fra en mand, der fortæller, at han er blevet overfaldet af fire andre mænd på åben gade.

Episoden skulle være fundet sted kort forinden i umiddelbar nærhed af adressen Strøget 55. Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.

- Anmelderen fortæller, at han er blevet overfaldet af fire for ham ukendte mænd, der blandt andet har tildelt ham spark. Ofret skal selvfølgelig tilses, men umiddelbart tyder det på, at han er sluppet med knubs, siger vagtchefen, der beder offentligheden om hjælp.

- Desværre kan manden ikke give os et signalement på nogle af de andre, så det er lidt en svær efterforskning. Derfor hører vi gerne fra vidner eller folk, der måtte have overvågning i området, siger Ole Vanghøj.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.