Nyt hjem til broccoli-firbenet

Firbenet, der både overlevede broccoli og turen fra Italien, har fået nyt hjem.

0:43
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Den 12 centimeter lange italiener, der uventet dukkede i Familien Mosgaards broccoli i weekenden fik i dag nyt hjem. 

Transporteret i en isbøtte kørte 9-årige Emma med sin mor og lillesøster til Jyllands Park Zoo i Havnstrup, for at aflevere det italienske firben.

- Den er da rigtig fin. Det er da helt sikkert, siger dyrepasser Janni Poulsen til 9-årige Emma Mosgaard, da hun kom for at aflevere dyret.

Firbenet dukkede op i et bundt broccoli i weekenden, da familien Mosgaard i Ikast skulle have lidt grønt. Det 12 centimeter lange murfirben havde taget turen indpakket i cellofan og broccoli helt fra Italien.

Da firbenet også havde været en tur i køleskabet troede familien, at det var dødt, men det viste sig at det var en sejlivet lille fyr.

 I dag kom den i karantænebur i Jyllands Park Zoo, hvor den skal går de næste 30 dage.

- Alt, hvad der kommer ind, som ikke kommer fra en dansk zoologisk have, det skal 30 dage i karantæne. Alt, hvad der kommer in, kommer altså til at gå sådan lidt inde bag facaden først, sådan at vi kan holde øje med det og sikre, at de ikke har nogle sygdomme med, siger dyrepasser Janni Poulsen.

- Det er dejligt at se, den får det bedre her. Den havde det ikke så godt i en bøtte, siger Emma Mosgaard fra Ikast.

Firbenet er så vidt vides en han, hvilket jo gør mysteriet om at den godt kan li' broccoli endnu større.