Nye jobs til de fyrede fra Siemens skal sikres med opkvalificering

En pose penge er blevet sendt i retning af de fyrede Siemens-medarbejdere. I Brande skal de bruges på både målrettede forløb og opkvalificering.

00:57

Der afholdes jobmesse i Brande den 19. november. Video: Kamil Zihnioglu/EPA/Ritzau Scanpix

Den 26. september var en mørk dag for Siemens. Meldingen lød på, at 600 medarbejdere skulle fyres, og størstedelen af de fyringer skulle falde hos hovedsædet i Brande. Siden er tallet dog blevet nedjusteret, men mere end 300 medarbejdere har måttet forlade deres job.

Hos Siemens i Brande har 99 medarbejdere modtaget den tunge besked, og mandag modtog de så endnu en besked. Denne gang var det dog en noget mere opløftende en af slagsen. Beskæftigelsesministeren vil hjælpe de mange fyrede medarbejdere på vej mod et nyt job.

Læs også Millioner skal hjælpe fyrede medarbejdere hos Siemens hurtigere i job

Den hjælpende hånd kommer i form af 5,6 millioner kroner, hvoraf 1,3 af dem går til nogle af fyrede fra hovedsædet i Brande. 

- Det er rigtig trist, at så mange mennesker mister deres arbejde og kastes ud i uvished. Derfor vil jeg gerne dispensere for reglerne, så de berørte medarbejdere kan få en hjælpende hånd. Jeg håber, at det kan være med til, at de hurtigt kan finde et nyt job, siger Per Hummelgaard fra Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.

- Vi er jo glade for, at beskæftigelsesministeren har hørt på os, i forhold til at vi synes, at vi står i en ekstraordinær situation, siger Charlotte Gye Sørensen, der er arbejdsmarkedschef i Ikast-Brande Kommune, og som blandt andet har ansvar for jobcenteret. 

Udover den første pose penge har de hos Ikast-Brande Kommune også valgt at søge om 300.000 kroner mere fra en ekstraordinær varslingspulje. 

Hjælp til alle de fyrede

Hos Ikast-Brande Kommune tager de opgaven med at hjælpe de fyrede videre meget alvorligt. 

- Vi vil rigtig gerne kunne hjælpe de medarbejdere, der er ramt af den fyringsrunde, som er i gang lige nu, videre til et nyt job, siger Charlotte Gye Sørensen.

Vi tror på, at vi hurtigt kan få de 99 fyrede medarbejdere fra Brande i job.

Charlotte Gye Sørensen, arbejdsmarkedschef, Ikast-Brande Kommune

Hvordan de mange fyrede medarbejdere skal hjælpes i job, er der allerede nu planer for. 

- Pengene gør, at vi har mulighed for at tilbyde samtlige medarbejdere et målrettet forløb, hvor de får opdateret deres CV og skrevet deres kompetencer skarpe, så de er klar til at gå ud i nye jobs, siger Charlotte Gye Sørensen.

Derudover vil der også være mulig for at få opkvalificeringskurser, der kan gøre en fyret medarbejder mere attraktiv for en ny virksomhed. Ydermere kan der også arrangeres jobmesser, hvor virksomheder, der mangler arbejdskraft, kan få mulighed for at møde de ledige. 

- Vi er fortrøstningsfulde. Vi tror på, at vi hurtigt kan få de 99 fyrede medarbejdere fra Brande i job, siger arbejdsmarkedschefen i Ikast-Brande Kommune.

Læs også Fyringsrunde på Siemens i Brande rammer færre end ventet