Nødråb fra fængselsbetjente: Besparelser går ud over sikkerheden

Nørre Snede Fængsel skal endnu engang spare, og samtidig kommer der flere indsatte. Fængslets chef mener ikke, at sikkerheden er truet endnu.

Fængset i Nørre Snede har bådet et åbent og et lukket afsnit.
Fængset i Nørre Snede har bådet et åbent og et lukket afsnit.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Udsigten til endnu en sparerunde får nu tillidsrepræsentanten for personalet i Nørre Snede Fængsel til at komme med et nødråb.

Han mener, at personalet er ved at være så presset, at det både går ud over sikkerheden og resocialiseringen af de indsatte.

- Vi har over de seneste år oplevet at blive skåret i vores bemanding igen og igen og igen. Det er min oplevelse, at man igennem en årrække har skåret ind til benet, og nu er vi bare nået dertil, hvor man hugger i knoglen, siger tillidsmanden Morten, der af hensyn til sikkerheden ikke oplyser sit efternavn. 

Fængslet i Nr. Snede skal resten af året spare en million kroner, og til næste år skal der sandsynligvis skæres fire millioner af budgettet.

Samtidig skal der oprettes 16 nye pladser, så fængslet går fra 160 til 176 indsatte.

- Jeg synes, at det er dybt uforsvarligt. Mine kolleger bliver pålagt mere og mere arbejde uden at få påført ressourcer af nogen art. Jeg har kolleger, der skriver til mig og udtrykker: Vi føler os ikke trygge længere ved at gå ind gennem porten, siger tillidsmanden.

0:42
Se et interview med tillidsmanden her.

Opgaverne skal nok blive løst

Nørre Snede Fængsel har både et åbent og et lukket afsnit og har omkring 140 ansatte. Tillidsmanden mener, at den pressede hverdag også går ud over personalets muligheder for at påvirke de indsatte på et liv uden for fængslets mure. 

- I takt med at vi bliver færre og færre, bliver vores muligheder for at skabe en god relation med indsatte også dårligere. Det gjorde man førhen. Der skabte vi nogle resultater. Jeg har svært ved at se de resultater i dag, siger han.

Institutionschef i Nørre Snede Fængsel, Carl Johan Bjørnsholm, erkender, at besparelserne vil kunne mærkes.

- Opgaverne skal nok blive løst, men kvalitetsniveauet bliver nok sænket lidt, siger han. 

Han er ikke enig med tillidsmanden i, at det vil gå ud over de ansattes sikkerhed. 

- Vi er ikke derude, hvor det går ud over sikkerheden endnu.

- Men det nærmer sig?

Ja, vi skal ikke skære ret meget mere, før det er et problem, siger Carl Johan Bjørnsholm. 

4:40