Nabo til Kærshovedgård: - Vores indkørsel bliver Midtjyllands svar på Pusher Street

I løbet af de seneste måneder har Ole Tranberg haft en ukendt bil i indkørslen. Han tror, at kriminelle udviste fra Kærshovedgård bruger skoven til at sælge narko.

Ole Tranberg har mistænkelige gæster i sin indkørsel. Der er underligt meget aktivitet på skæve tidspunkter af døgnet.
Ole Tranberg har mistænkelige gæster i sin indkørsel. Der er underligt meget aktivitet på skæve tidspunkter af døgnet.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen / TV MIDTVEST

Indkørselsvejen til Ole Tranbergs ejendom leder ikke andre steder hen end til hans ejendom.

Alligevel har der gentagne gange - nogle gange dagligt - i løbet af de seneste måneder været en bil forbi, som ikke har noget at gøre i området.

Denne bil har flere gange holdt på indkørselsvejen til Ole Tranbergs ejendom i længere tidsperioder.
Denne bil har flere gange holdt på indkørselsvejen til Ole Tranbergs ejendom i længere tidsperioder.
Foto: Overvågningskamera

- Der er en til to personer, der forlader bilen, og de ser faktisk ud som om, de ikke bryder sig ret meget om at blive genkendt. De forlader bilen, og så går der et sted mellem en halv time og tre kvarter, og så kommer de tilbage og kører igen. I min verden foregår der et eller andet kriminelt, som har tilknytning til udrejsecentret, for der er ikke meget idé i at holde 800 meter ude i skoven, væk fra indgangen til udrejsecentret en mørk søndag aften, fortæller Ole Tranberg.

Efter han sidste søndag konfronterede personen i bilen, tjekkede han sit overvågningskamera, og det  har vist sig, at der er mere aktivitet end, hvad han vurderer er normalt.

Diskussion med manden i bilen blev ophedet, og Ole Tranberg truede med at  kontakte politiet, hvilket fik manden til at fordufte. Men det har ikke været nok til at holde ham væk, og bilen har været tilbage fem gange siden.

Mulig narkohandel

De mange uønskede besøg er blevet meldt til politiet. Bilen tilhører en person fra udrejsecentret, der ikke har kørekort. I første omgang var det forklaring på, hvorfor bilen holder i skoven, men den køber Ole Tranberg ikke.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bliver slemt forbandet over det. Jeg synes, det er skide hamrende træls både at observere, men også at blive blandet ind i, for jeg har det sådan, at hvis ikke jeg gør en indsats, så sander vi fuldstændig til. Det ender med, at vores indkørsel bliver Midtjyllands svar på Pusher Street, siger han.

Midt- og Vestjyllands Politi har rejst flere sigtelser mod kriminelle beboere på udrejsecentret i forbindelse med narkotika, og de er bekendt med, at der er aktivitet i området, der kan have forbindelse med narkotika.

- Det er jo et faktum, at der er narko alle vegne, og nu er det jo ikke sådan, at det er bevist, at det er narkohandel, der foregår. Men det kan jo være en teori, og det er klart, at vi ikke ønsker, at der er den trafik. Vi vil selvfølgelig gerne gøre noget ved det, men vi kan kun gøre det, som vi gør i alle mulige andre sammenhænge. Når vi bliver bekendt med noget, så stopper vi de pågældende køretøjer, fortæller Claus Hilborg der er chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Det er Ole Tranbergs opfattelse, at politiet gør alt, hvad de kan på stedet, men at det er en kamp, der er svær at vinde.