Musiker mistede 80 procent af sin indkomst i 2020: - Det er jo alvor for sådan nogle som os

Musiker Henrik Volf fra Ikast måtte sidste år se 80 procent af sin planlagte indkomst forsvinde med aflyste koncerter og arrangementer. Nu frygter han konsekvenserne af yderligere aflysninger i 2021.

I Ikast sidder musiker Henrik Volf i sit studie og venter på, at han igen kan komme ud at spille foran et publikum. Sidste år måtte han nøjes med en femtedel af den indkomst, kalenderen havde lagt op til, fordi koncerter og arrangementer blev aflyst på stribe.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg skulle have lavet næsten en halv million kroner ved at spille og synge sidste år, men jeg lavede 93.000 kroner. Så det er jo alvor for sådan nogle som os, og der er rigtig mange af mig, siger han.

For mens mange musikere og festivalgængere drømmer om koncerter under åben himmel til sommer, så er den første af de midt- og vestjyske festivaler allerede aflyst.

Arrangørerne bag Tange Sø Festival, der skulle have været afholdt til august, mener, der er for meget usikkerhed om corona og vacciner, og derfor har de valgt at udsætte festivalen endnu et år.

- Det smitter jo af nedefter. Det er jo klart. Fuld ære og respekt for at de melder det ud allerede nu, fordi så kan man jo forholde sig til det, og så har man jo et halvt års tid til at finde noget andet, men det smitter jo af på os musikere, siger Henrik Volf.

- Ingen kender dagen

Ikast-musikeren er booket til flere arrangementer i løbet af foråret og sommeren, men den seneste tids totale nedlukning af kulturelle arrangementer giver ham uro i maven.

- Jeg lever mit liv lidt i etaper lige nu, for det er lige som om, det er tre måneders aftalte arrangementer, der forsvinder hver gang. De få, man krampagtige har lagt ind i år, smutter i løbet af et kvartal, og så kan man ellers gå i gang med en ny etape, så det er faktisk ikke særligt nemt. Ingen kender dagen, siger Henrik Volf.

Han har derfor en bøn til regeringen om at gøre hjælpepakkerne til musikbranchen bedre, hvis nedlukningen skal fortsætte. Selv har han haft svært ved at få hjælp i 2020, fordi han ikke spiller på landets allerstørste scener, men alligevel har været selvstændig musiker i mere end 30 år.

- De kan lade være med at gøre det så indviklet at søge hjælpepakker, og så starte med at læse lidt op på, hvad vi er for nogle typer, siger han.

Selvom hele musikbranchen er i undtagelsestilstand, så vælger Henrik Volf dog fortsat at se lyst på tingene.

- Jeg går jo og siger, at jeg er optimist af natur, og det håber jeg også, at jeg kan blive ved med at være, men jeg har da mine skrupler.


Læs flere artikler fra Ikast-Brande eller i kategorien Kultur.