Moussa ville lige tø forruden op: Tyv stak af med frossen bil og kørte galt

En bilejer i Ikast så sin egen bil forsvinde ned ad vejen med en tyv bag rattet, men kort efter kørte tyven galt.

Bilejere skal være særligt opmærksomme på sigtbarheden bag frosne ruder i vinterhalvåret - og det samme skal biltyve. 

Den enkle sandhed måtte en biltyv i Ikast indse klokken lidt i seks mandag morgen. 

- Jeg går ud klokken kvart i seks. Jeg skal nemlig møde klokken seks. Jeg tænker bare, at min bil er bundfrossen, siger den uheldige bilejer Moussa Kan. 

Moussa Kan fra Ikast kunne mandag morgen konstatere, at nattetemperaturen havde været nede på frostgrader mellem søndag og mandag. Derfor startede han sin sølvgrå Toyota Yaris og satte den i tomgang for at få tøet den op, inden han skulle afsted.

- Jeg stod i min dør og ville lige tage den sidste slurk af min kaffe. Så kunne jeg se en person gå rundt om bilen, og jeg tænkte, at det nok bare var en af naboerne, der skulle på arbejde, siger Moussa Kan.  

- Men så kan jeg se, baglygterne bliver tændt, siger han. 

En biltyv havde nemlig udnyttet situationen, hvor den den optøende bil holdt med motoren i tomgang til at hoppe ind bag rattet og stikke af i bilen. 

- Jeg forsøger at få øje på den, og jeg cykler lidt rundt med politiet i røret, men det er umuligt, den er bare væk, siger Moussa Kan. 

Men der var selvfølgelig en grund til, at bilen stod med motoren i tomgang. De tilfrosne ruder var ikke til at se igennem, og det måtte biltyven også sande, da han få meter fra gerningsstedet kørte ind i en anden bil.

- Han kunne ikke se en disse ud af de ruder, siger den uheldige bilejer.

- Overhovedet ikke. Isskraberne kunne ikke tage det, siger han og ryster på hovedet. 

Moussa Kan ved godt, at det faktisk ikke er lovligt at holde med bilen i tomgang i længere tid.

- Det skulle allerhøjest taget et par minutter, og jeg går jo bare lige tilbage efter min jakke og madpakke, og så er den væk. Det hele sker indenfor to minutter, siger han. 

- Desværre lykkedes det biltyven at stikke af i bilen efter han ramte en anden bil, og vi fik ikke fat i ham, bekræfter politikommissær ved lokalpolitiet i Herning, Bjørn Bo. 

Politiet vil gerne høre fra vidner, der kan have set biltyven forlade Færøgade i den stjålne Toyota Yaris. Manden beskrives som 185-190 centimeter høj og iført en sort jakke. 

Har du et tip, kan du henvende dig til politiet på telefon 114.