Jeg var rigtig bange for at tage af sted, men jeg turde ikke sige det til nogle. Jeg tror, man er bange for, at man bliver bange. Det har jeg hørt flere give udtryk for. Man kan ikke reelt sætte ord på, hvad man er bange for, men frygten for at stå derovre, og der er et eller andet der skulle gå galt, at man bliver så bange, at man ikke kan kapere det. Det var den største frygt.
Jeg havde to timer fra lufthavnen og hjem til, hvor jeg skulle bo. Man sidder bare der, og ens værts mor forsøger at sige alt muligt til en, og man kan bare sidde der og smile og nikke og føle sig som det dummeste menneske i verden, man fatter ingenting.
Det var meget akavet, for jeg kunne ikke snakke deres sprog, og så var jeg i en familie, hvor ingen af mine forældre talte engelsk. Det var kun min værtsbror som talte engelsk, og hans engelske var ikke særligt godt.
Du sidder og får undervisning på et sprog du ikke fatter, og så skal du have fysik, kemi, filosofi, psykologi og litteratur. Det var godt nok surt.
Jeg blev placeret bagerst i klassen, og jeg lavede ingenting fem timer om dagen.
Et lyspunkt var min lærer i portugisisk. Han var en af dem der snakkede med mig. Han sagde om os danskere, at vi kunne tænke selv, og det var mærkeligt, at vi selv kunne tage stilling til tingene i en alder af 16-17 år. Det syntes han var virkelig imponerende.
Jeg havde forsøgt hjemmefra at lære portugisisk via Duolingo, men det var slet ikke nok. En ting er at kunne læse nogle enkelte ord, men jeg kunne ikke udtale dem rigtigt. Jeg brugte mine eftermiddage på at øve, når jeg ikke havde andet at lave.
Jeg brugte en ordbog. Fandt 20 ord og lærte dem, og så tog jeg 20 ord mere.
Der er mange, der knækker koden efter tre måneder, men jeg sad i slutningen af december og tænke; jeg lærer aldrig det her sprog. Det er noget æv, og jeg kommer aldrig til at kunne snakke med de lokale, og hvorfor valgte jeg at tage til Brasilien!
Men jeg fik knækket koden, og så gik der tre uger, og så var jeg nærmest flydende.
Den første familie jeg boede hos var en mor, far og en bror, der var 1,5 år yngre end mig. Min værts-mor var en typisk brasiliansk mor, der gik meget op i sit udseende, og man skulle gå i fitness, og alt skulle være perfekt på overfladen. Min værts-far arbejder rigtig meget, hvilket er normalt. Min bror var 15 år, og jeg tror, at vi som danskere er meget modne, når vi når de 16-17 år, så jeg havde ingenting at snakke med ham om, og uanset hvor meget jeg gerne ville, så var der ikke noget at snakke om.
Hos den anden familie havde jeg det sindssygt godt. Der fik jeg en søster, der var jævnaldrende med mig, og der begyndte jeg at føle mig rigtig hjemme. Man gik rundt i huset, som var det sit eget. Jeg havde en værts-mor der gjorde alt, hvad hun kunne for at få mig ind i familien, og jeg havde en bedstemor, der gik rundt i huset. De første to måneder fattede jeg ikke, hvad bedstemoren sagde, hun mumlede og snakkede gammel portugisisk. Min værtssøster gjorde alt for at tage mig med ud til fødselsdage, ud og spise og møde sine venner.
Min tredje familie....det var mærkeligt på mange måder. De havde deres egen restaurant, så den havde de travlt med, og så havde de tre børn, men de gik alle på universitetet, så der var jeg overladt til mig selv 5 timer hver dag. De havde bare for travlt til at skulle have en udvekslingsstudent.
Inden vi tager afsted får vi af Rotary en blazer. Den bliver under opholdet fyldt med pins og andre minder fra dem, jeg mødte undervejs.
Jeg havde været til en afskedsfest hos en islænder i nabobyen, og morgenen efter havde jeg det virkeligt dårligt.
Der går 3 dage. Jeg har 40 i feber, og ondt i øerne og nakken. Jeg ringer til mine forældre. Ondt i nakken! “Stine Stine du har meningitis, du skal til læge, og det skal være nu”.
Der går fem uger, hvor jeg ligger syg med 40 i feber, og jeg taber mig 7-8 kg. <br />Jeg spiste ingenting.
De sidder i Danmark og jeg sidder i Brasilien. De insisterede på jeg skulle have taget en blodprøve.
Jeg bliver tjekket for denguefeber, zikavirus, leverbetændelse og malaria. Det tog en uge at få svar på blodprøverne. De kunne ikke finde noget i blodprøverne. Der bliver taget endnu en blodprøve, og så de finder ud endelig ud af, at det var kyssesyge. Jeg havde også fået en halsbetændelse oveni min kyssesyge.
Midt i sygdomsforløbet oplevede jeg en eftermiddag, at min feber steg fra 38 til 40,5. Jeg ringede til min værtsfamilie. De arbejde på restauranten, og der skete ingenting. Hvad gør man så? Jeg havde ligget alene i tilpas nok uger, så jeg havde fået nok.
Jeg skrev til min anden familie og forklarede situationen, og spurgte om jeg måtte flytte tilbage til dem. Og det gjorde jeg uden om Rotary, da det ville tage for lang tid gennem dem. Jeg havde forklaret min danske Rotary klub situationen.
Jeg flyttede tilbage til min anden familie til middag, og endelig havde jeg nogle at snakke med om eftermiddagen.
Min tredje familie var alt andet end tilfreds. De var virkelig utilfredse med den måde jeg havde gjort det på. Jeg syntes, at jeg havde forsøgt at forklare situationen for dem, mens jeg havde ligget syg. Jeg pjækkede ikke. Det var ikke fordi jeg ikke havde lyst til at komme i skole. Jeg var virkelig ikke frisk, og jeg havde forsøgt.
Jeg synes ikke rigtig det kunne blive værre, der hvor jeg var syg.
Det var surrealistisk at komme hjem. Det var ligesom en drøm. Nå ok, er det her, jeg skal være nu. Er det mit værelse. Jeg følte mig ikke tilpas i det. Det var ikke ens hjem. Det var ikke som at komme hjem fra ferie og dejligt at få sine ting igen. Er jeg her eller er jeg her ikke, og hvor længe skal jeg være her. Det var lidt tamt. Jeg kunne ikke forklare hvorfor. Man følte sig lidt utaknemmelig de første par dage.
Alle havde været et statisk sted, hvor der ikke var sket noget som helst. Jeg kom hjem med så mange oplevelser, og ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte at forklare det, så blev folk trætte at af høre på det, eller så forstod de det ikke.
Jeg kommer hjem lørdag aften, og lørdag formiddag ugen efter var jeg på vej til Roskilde Festival. Jeg havde lige vasket mit tøj, set min søster blive student, og så var jeg af sted igen. Det var dejligt at få et frirum med mine venner.
Det er en gave, der bliver ved med at give. Jo længere tid der går indser du, hvor heldig du er, at du blev optaget og den der blev sendt ud, men også alle de oplevelser du har fået, og hvad du får ud af dem.
Jeg er blevet rigtig selvstændig, og jeg føler ikke mine forældre skal ind over alt i mit liv mere.
Tekst & video: Anne Moulvad
Foto: Stine Kempel & Anne Moulvad
Udgivelsesdato: Den 24. juni 2018
