Millioner skal hjælpe fyrede medarbejdere hos Siemens hurtigere i job

Fyrede medarbejdere hos Siemens i Brande, Herning og Aalborg får 5,6 millioner kroner af beskæftigelsesministeren til at komme hurtigere i arbejde.

Siemens fyrede henholdsvis 216 medarbejdere i Aalborg og 99 i Ikast-Brande og Herning. Foto: Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix

Over 300 medarbejdere hos Siemens' fabrikker i Brande, Herning og Aalborg blev for halvanden måned siden afskediget.

Det er rigtig trist, at så mange mennesker mister deres arbejde og kastes ud i uvished.

Per Hummelgaard (S), beskæftigelsesminister

Nu får de hjælp af beskæftigelsesministeren til at komme videre i nyt job.

5,6 millioner kroner til opkvalificering, jobsøgningsforløb og informationsmøder skal gøre vejen kortere.

- Det er rigtig trist, at så mange mennesker mister deres arbejde og kastes ud i uvished. Derfor vil jeg gerne dispensere for reglerne, så de berørte medarbejdere kan få en hjælpende hånd. Jeg håber, at det kan være med til, at de hurtigt kan finde et nyt job, siger Per Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse.

Minister giver dispensation

Ifølge Jobcenter Ikast-Brande har lokalområdet været ramt af en række store fyringsrunder, og derfor vil fyringsrunden på Siemens kunne give udfordringer på det lokale arbejdsmarked.

Læs også Siemens-tillidsmand tror på bedre tider trods stor fyringsrunde

Beskæftigelsesministeren kan give dispensation, hvis mulighederne for at finde et andet job i det lokale arbejdsmarked er begrænsede, og det er det, han gør her ved at give godt 5,6 mio. kroner fra varslingspuljerne til de fyrede Siemens-folk.

- Fyringsrunderne i vindmølleindustrien de seneste måneder bekræfter mig i, at regeringen gør rigtigt i at fokusere på opkvalificering.

- Vi skal have færre ufaglærte, og vi har for nylig landet en bred politisk aftale til cirka 100 mio. kroner til opkvalificering af primært ufaglærte. Det er et første lille skridt mod mit mål om at få uddannelsesindsatsen op i 5. gear, siger Per Hummelgaard.

Siemens fyrede henholdsvis 216 medarbejdere i Aalborg og 99 i Ikast-Brande og Herning på grund af større konkurrence og en ny strategi, hvor der satses på havvindmøller i stedet for landvindmøller.

Siemens Gamesa oplyser, at der afholdes jobmesse i Brande den 19. november og i Aalborg den 25. november.

02:47

Den store vindmølleproducent Siemens meldte den 26. september ud, at 600 ansatte skal fyres. Det tal er siden blevet nedjusteret.

Luk video