Mangler værtsfamilier til asylfamilier juleaften

16 asylfamilier i Hampen er interesserede i at holde juleaften hos en dansk værtsfamilie gennem Røde Kors. Men kun få danske værter har meldt sig.

juleblomst_og_gave.jpg

 

Susanne Nielsen fra Hampen skal i år holde en noget anderledes jul, end hun plejer. Hun skal nemlig være værtsfamilie for en asylfamilie: En mor og en far samt deres tre børn.

- Jeg gør det for hyggens skyld. Ellers skulle jeg holde jul alene. Og så er jeg nysgerrig efter at høre, hvad de plejer at gøre juleaften, og hvad de har af traditioner, siger Susanne Nielsen, som i morgen får travlt med juleforberedelserne.

Mangler familier
Men der mangler flere værter som Susanne Nielsen, der har mod på at lægge hus til en hyggelig juleaften sammen med en asylfamilie fra Hampen.

Ifølge Troels Østergaard, som er konsulent ved Røde Kors, mangler der 12-13 værtsfamilier. For hele 16 familier fra asylcentret i Hampen har søgt om at komme ud at holde jul hos en dansk familie, gennem Røde Kors kontaktformidling.

- I Hampen har vi en lille udfordring. Omkring asylcentrene kommer tilmeldingerne tit i klumper, forklarer han.

I morgen klokken 10 er seneste frist for at tilmelde sig som værtsfamilie gennem Røde Kors. Og organisationen håber, at der når at komme flere værtsfamilier ind fra lokalområdet.

- Meget af det vi hører fra værtsfamilierne fra tidligere år er, at når aftenen er omme, sidder de med en følelse af at de er blevet beriget med gode oplevelser. De har fået nye nuancer på flygtningestrømmen, og nyt indspark på en aften, som ofte ellers kan være meget traditionel, forklarer Troels Østergaard.

Det skal en værtsfamilie kunne
For at blive værtsfamilie kræver det, at man er villig til at lægge hus og mad til det antal mennesker, man har mod på at få plads til. De fleste familier i Hampen tæller to voksne og 2-4 børn.

- Og så er det vigtigt, at hele familien er med på ideen. At man har talt om det inden og er enige om, at det her vil man gerne, understreger Troels Østergaard.

Derudover skal man kunne hente og bringe familien fra og til asylcentret, da de ikke har penge til at kunne stå for transporten selv. Det forventes ikke, at man køber gaver.

- Familierne melder sig, fordi de gerne vil ud at møde nye mennesker, siger Troels Østergaard og tilføjer, at det er værtsfamiliens opgave at tage kontakt til sine gæster og derefter i fællesskab finde ud af, hvordan juleaftenen skal være.

De fleste familier har mindst et familiemedlem, som kan tale noget dansk. Men ellers kan man komme langt med tegn og fagter.

Fordobling af værtsfamilier
Det er fjerde år, at Røde Kors laver arrangementet med at koble familier sammen med værdigt trængende. Og det er andet år, at organisationen samarbejder med asylcentre. 
Sidste år havde196 værtsfamilier meldt sig hos Røde Kors, i år er det tal steget til 410. Foreløbig har 235 familier meldt sig som gæster, men selvom der er flere værter end gæster går kabalen ikke op. For geografien følger ikke med.

- Udover Hampen mangler vi også en del værtsfamilier omkring Vejle, og blandt andet også nogle i Grenå og Helsingør, forklarer Troels Østergaard.

Man kan melde sig som værtsfamilie ved at ringe til Røde Kors inden 23. december klokken 10 eller på organisationens hjemmeside, samme tidspunkt.