Mand dømt for seksuelle overgreb: Narrede lille pige til oralsex under påskud af konkurrence

Manden er dømt for 18 forskellige forhold. Han har efterfølgende valgt at anke dommen.

Dommen faldt i dag den 9. marts ved Retten i Herning.
Dommen faldt i dag den 9. marts ved Retten i Herning.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

En 41-årig mand er ved Retten i Herning blevet idømt tre år og ni måneders fængsel for seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelse mod flere piger helt ned til fem år.

Den anklagede er fundet skyldig i 18 forhold, men er også blevet frifundet i to af forholdene.

- Jeg er tilfreds med dommen. Jeg gik efter den maksimale straf, der var tre år og 11 måneder, og han er blevet fundet skyldig i næsten samtlige forhold, siger Ida Marie Koldste, der er anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Et af de forhold, hvor han er fundet skyldig, er, at han i sit hjem har givet en fem-årig pige bind for øjnene og bundet hendes hænder på ryggen under påskud af, at hun deltog i en konkurrence.

Først stak den tiltalte en agurk i munden på pigen, og få minutter senere stak han sit lem i mund på pigen samtidig med, at han fastholdte hendes hoved.

Manden blev også dømt for at have 12000 billeder af piger i alderen fem til ti.

Slut med kontakt til børn

Manden kommer fra den nordlige del af Ikast-Brande Kommune, hvor overgrebene også har fundet sted.

Udover fængselsstraffen er den anklagede også blevet påtvunget både bolig-, kontakt- og besøgsforbud.

Det betyder, at manden ikke længere må have kontakt med børn under 18 år. Han må ikke have dem i sin bolig uden politiets tilladelse eller modtage besøg uden, at de er ledsaget af en voksen.

Ida Marie Koldste fortæller, at den 41-årige var meget utilfreds med dommen, og at han derfor hurtigt valgte at anke.

Af hensyn til ofrene og deres unge alder er mandens identitet holdt hemmelig.