Lettede håndbold-piger: Den hårdeste tid

Håndboldstjerner atter klar til landsholdet - nu skal skårene klinkes. Det har været to forfærdelige uger, siger Trine Troelsen.

Man kunne både høre og se lettelsen blandt de midt- og vestjyske landsholdsspillere , da det torsdag eftermiddag stod klart, at lønkonflikten mellem Dansk Håndbold Forbund og Håndbold Spiller Foreningen er afblæst.

Parterne har indgået en ny lønaftale, og det betyder, at de spillere, der under konflikten sagde nej til at optræde på landsholdet, nu atter er klar til at trække i den røde trøje.

- Det har nok været den hårdeste tid uden for banen i min håndbold-karriere, så jeg er rigtig glad for, at det langt om længe er kommet på plads, siger FC Midtjyllands Lærke Møller - og hendes klubkammerat Trine Troelsen beskriver konflikten som "to forfærdelige uger".

Og Ann Grete Nørgaard fra Team Tvis Holstebro er enig.

- Jeg er sindsygt lettet og glad, siger hun.

Konflikten har delt spillerne op i to - dem der sagde ja og dem der sagde nej til landsholdet. Lærke Møller erkender, at der er gravet dybe grøfter.

- Det kommer til at tage noget tid, for man har været presset til det yderste. Men jeg tror på, at det hele nok skal blive supergodt igen, siger hun.

 Interview med Lærke Møller, FC Midtjylland:

01:01 Luk video

 Trine Troelsen, FC Midtjylland:

00:38 Luk video

Ann Grete Nørgaard, Team Tvis Holstebro:

00:40 Luk video