Flammer og forurening: Lastbiler udbrændte i Brande

Brandvæsnet måtte arbejde i fire timer på branden.

Tre lastbiler udbrændte i nat totalt hos en vognmand på Usseltoftvej i Brande.

Brand & Redning Midtvest blev kaldt ud til branden omkring klokken 21, men arbejdet på stedet var først helt afsluttet klokken 01 i nat. 

Flammerne var dog slukket noget før, men udover selve branden, drejede det sig også om en forureningsmæssig opgave, forklarer indsatsleder Henrik Dam Sørensen.

- At det tog fire timer skyldes, at en af lastbilerne lækkede diesel. Så vi skulle have tømt tanken for 450 liter brændstof og opsamlet det, der var spildt, og det skulle vi have hjælp til fra stationen i Herning, siger han.

Årsagen til branden er ifølge indsatslederen en kortslutning i den ene af lastbilerne, og da de stod meget tæt parkeret, kunne branden hurtigt sprede sig til de øvrige.

16-18 brandfolk deltog i opgaven, vurderer indsatslederen.


Læs flere artikler fra Ikast-Brande eller i kategorien 112.