Kvindelig bilist påkørte gris

En kvindelig billist fik sig en slem forskrækkelse, da hun mandag aften påkørte en gris.

Blaablink (politi).jpg

En 46-årig kvinde fra Bjerringbro fik sig mandag aften noget af et chok. Hun påkørte nemlig en undsluppen gris. Det oplyser politikommissær Henning Præstegaard fra Lokalpolitiet i Herning.

- Der var 3-4 grise på vejen, og kvinden påkørte altså én af dem, siger Henning Præstegaard.

Kvinden kørte i nordgående retning på hovedvej 13 mellen Nørre Snede og Hampen og fik foruden en voldsom overraskelse et par buler i bilen.

En nabo, der havde hørt larm fra sammenstødet, kom tilstede og aftalte med vagtcentralen, at han kunne skyde grisen, der lidende lå i vejkanten.

Politiet har haft en lokal griseavler ude for at besigtige grisene, men det var ikke hans, og ejeren er fortsat ikke fundet.