Kogende olie brændte lejlighed ned

Et par vågnede med et sæt søndag nat i en lejlighed fyldt med røg. De havde sat en gryde med olie i kog og faldt efterfølgende i søvn i værelset ved siden af.

En mand blev i nat forbrændt, da han ville redde en hund i en brændende lejlighed i Brande.
En mand blev i nat forbrændt, da han ville redde en hund i en brændende lejlighed i Brande.
Foto: Flemming Christensen

Det endte galt for et par i Brande, da de natten til søndag ville sætte en olie i kog til natmad.

Klokken 2.15 tilkaldte parret politi og brandvæsen, der tog ud til lejligheden på 2. sal på Vejlevej 2 i Brande.

- De var vågnet af røgen og løb hurtigt ud af lejligheden og ringede så efter os, forklarer vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkær.

Ville redde hund

Den 30-årige mand slap dog ikke helt uden skader.

I et forsøg på at redde en hund, der stadig var inde i lejligheden, fik han andengradsforbrændinger på armen.

Om hunden blev reddet ud af lejligheden, kan Midt- og Vestjyllands Politi ikke oplyse.

Den 30-årige mand og 21-årige kvinde fra 2. sal blev kørt på sygehuset til observation for røgforgiftning.

Underbo måtte genhuses

Parrets lejlighed blev helt brændt ned, og derfor må de nu finde et andet sted at bo.

Men også underboen måtte søge ly af flammerne i løbet af natten. Flammerne havde nemlig spredt sig til hendes lejlighed.

Heldigvis var branden ikke svær at slukke, og derfor kunne underboen senere på natten komme tilbage til sin lejlighed.