Klimavenlig mode: Plastikflasker bliver til slips

En virksomhed i Brande vil forsøge at løse problemerne med for meget plastik-affald ved at lave slips ud af genbrugsplastik.

Connexion Tie laver plastikflasker om til slips. De har eksisteret siden 2003 og er i dag en af landets største slipse-virksomheder.
Connexion Tie laver plastikflasker om til slips. De har eksisteret siden 2003 og er i dag en af landets største slipse-virksomheder.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Det ligner et helt almindeligt slips, men måden det bliver lavet på, er noget utraditionel. Der skal nemlig bare bruges to plastikflasker til at lave et slips.

Det er virksomheden Connexion Tie i Brande, der står bag ideen.

- Det betyder, at vi kan genbruge noget af alt det plastik, som ligger rundt omkring. Og når vi kan det og samtidig også bruge mindre CO2, så er der ikke så meget at tænke over, siger direktøren Johnny Bruun Andersen.

 Plastikflaskerne bliver klippet op og smeltet om til granulat. Det bliver så spundet til garn og der efter tråd, som så bliver vævet til metervare på en maskine.

Slipset, der har været under udvikling i to år, blev præsenteret for offentligheden i januar under modeugen i København. Siden har Connexion Tie solgt over 2.500 slips til forskellige forhandlere.

Huer og halstørklæder i plastik

I den første kollektion er der 18 forskellige designs, som blandt andet kan findes på hylden i tøjbutikken Mr. i Holstebro.

- Kunderne synes, at det er en sjov ide. Slipset kan vendes ved festlige lejligheder, og vender man det, kan man se, at det er lavet af to colaflasker, det giver lkidt at snakke om, siger Finn Nielsen, indehaver af Mr. i Holstebro.

Og snart vil der måske også her være flere andre accesocires på hylden fra virksomheden i Brande.

- Til efteråret kommer vi ud med halstørklæder og huer i 100 procent recycle, siger Johnny Bruun Andersen.

Siden 1950 er over 6 milliarder tons plastik endt på lossepladsen, i havet eller i naturen uden at blive genbrugt.

Connexion Tie har eksisteret siden år 2003, og er i dag en af landets største slipse-virksomheder.

1:36
Det er kun ni procent af al den plastik produceret siden 1950'erne, der er blevet genanvendt, og det forsøger Brande-virksomheden Connexion Tie nu at gøre noget ved.