Kais løgopskrift hitter: Pengene vælter ind til kræftramte

Kai Rasmussen valgte i julen at sætte sin eftertragtede opskrift på bløde løg til salg til fordel for kræftramte. Salget er gået over alt forventning.

Du kan stadig nå at få fingrene i Kai Rasmussens bløde løg. Foto: Anders Davidsen / TV MIDTVEST

For blot 50 kroner kan du få fingre i den bedste opskrift på bløde løg. Det tilbud er der mange, som er blevet fristet af.

Læs også I den gode sags tjeneste: Pensioneret pølsemand sælger hemmelig opskrift

For en måned siden valgte Kai Rasmussen at sætte sin opskrift på bløde løg til salg, og i dag er der kommet lige knap 30.000 kroner ind på kontoen. Det svarer til små 600 solgte opskrifter.

- Det har oversteget min vildeste fantasi. Jeg havde ikke drømt om, at det skulle udvikle sig til det, det har gjort. Det er simpelthen helt fantastisk, siger Kai Rasmussen.

De mange penge går dog ikke ned i lommen på den pensionerede pølsemand. Pengene går til Ruskjærholm, som er et rehabiliteringscenter for kræftramte, som udelukkende lever af donationer.

- Jeg siger mange tak for donationerne. Det er så fantastisk et sted, siger en tydelig rørt Kai Rasmussen.

Er det ikke bare bløde løg?

Det kan godt være, at du nu sidder og tænker, om du ikke bare kan google dig til en gratis opskrift. Det kan du måske godt, men den opskrift, som Kai sælger, er ikke en hvilken som helst.

Jeg siger mange tak for donationerne.

Kai Rasmussen

Det er opskriften på de efter sigende bedste bløde løg nogensinde, og opskriften stammer helt tilbage fra 60’erne. Kai Rasmussen har den fra dengang, han ejede pølsevognen på rutebilstationen i Ikast. Grundlæggeren af pølsevognen er nemlig en kvinde ved navn Tilde, og det er hende, som har udviklet den berømte opskrift, som er gået i arv til Kai Rasmussen.  

Du kan stadig nå at få fingre i opskriften og samtidig støtte den gode sag. Du skal blot smide en sms til Kai Rasmussen på telefonnummer 21 60 38 66. Når handlen er gået igennem, vil du modtage opskriften på mail.