Kæmpeordre på kæmpemøller til Siemens

Siemens har i dag lavet en aftale med DONG Energy om at levere op til 300 kæmpe havvindmøller (FOTO: Siemens pressefoto)

Siemens-havvindmoeller-_kilde-Siemens-pressefoto_.jpg

Siemens og Dong Energy har i dag underskrevet en af de største vindmølleaftaler nogensinde. Siemens skal levere op 300 seks megawatt havvindmøller med en samlet kapacitet på 1.800 megawatt. Møllerne skal stilles op ud for den engelske kyst fra 2014, og med en vingelængde på 75 meter er det verdens længste møllevinge.

- Det glæder os selvfølgelig, at vores nye seks megawatt mølle er kommet godt fra start. Vi er glade for at DONG Energy har valgt den mølle til deres projekt i engelsk farvand, siger Jan Kjærsgaard, der er direktør for Siemens Wind Power.

Aftalen mellem Siemens og DONG Energy er en rammeaftale, og det betyder, at antallet af møller kan blive mindre end 300. Men Rasmus Windfeld, der er pressechef for Siemens forventer, at antallet af havvindmøllerne bliver omkring de 300.

- Hvis alle møllerne bliver sat op, er den her ordre den største nogensinde i dansk vindmøllehistorie. Det her er kæmpestort for Siemens, og det, at Dong vælger Siemens' seks megawatt mølle, er en blåstempling af den nye mølle, forklarer Jacob Pedersen, der er senioranalytiker hos Sydbank.

Energiproduktionen fra én af Simens seks megawatt havvindmøller er nok til at forsyne omkring 6.000 europæiske husholdninger med elektricitet.

Stor betydning for Brande

Michael Hannibal, der er direktør for Siemens Offshore forventer, at den nye aftale med DONG Energy vil få positiv betydning for Brande, da den nye produktion både vil fastholde og skabe nye jobs i Siemens' afdeling i Brande. Den præcise betydning for fabrikken i Brande kan dog først fastlægges om et par år.