JBS køber slipsefirma fra Brande

Connexion Tie bliver nu en del af den store undertøjsvirksomhed JBS Textile Group A/S.

Herning-virksomheden JBS, der mest af alt lever af at sælge underbusker, udvider nu sortimentet. De har nemlig opkøbt virksomheden Connexion Tie, der indtil videre har holdt til i Brande.

Connexion Tie producerer og sælger herre accessories som slips, butterflies og skjorter, og den administrerende direktør i JBS Textile Group, Michael Alstrup, tror på, at Brande-virksomhedens produkter vil være en gevinst for den store underbukseproducent.

- Vi ser frem til samarbejdet med Connexion Tie samt til at byde virksomheden velkommen i JBS familien, siger direktøren i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Hos JBS Textile Group A/S har vi en vision om konstant at udvikle virksomhedens kompetencer inden for produktion, design, logistik samt salg af tekstil generelt. Vi ønsker at udvikle os inden for de områder, som vi allerede arbejder med, og vi afsøger altid muligheder for at udvide koncernen med beslægtede forretningsområder.

JBS blev grundlagt i Herning i 1939 og har i nyere tid lavet samarbejder med verdensstjernerne Cristiano Ronaldo og Caroline Wozniacki.

Førende indenfor nichen

Connexion Tie er en nyere spiller på markedet i forhold til JBS, men ikke desto mindre har de markedet sig positivt med deres 20 års erfaring i tekstilbranchen.

Med salget til JBS styrker virksomheden sin egen status, når de to tøjproducenter lægger deres IT og logistik sammen

- Med sammenlægningen af vores to virksomheder, bliver Connexion Tie en endnu stærkere samarbejdspartner for vores kunder, da vi vil kunne drage fordel af de synergier, der blandt andet ligger indenfor indkøb, IT, logistik/levering samt optimering generelt, hedder det i pressemeddelelsen. 

- Vi er førende inden for vores niche og har Europas største udvalg inspireret af klassiske danske designs, og vi glæder os meget til at blive en del af JBS Textile Group A/S, siger ejerne af Connexion Tie, Johnny Bruun Andersen og Bo Egeriis i pressemeddelelsen. 

På trods af opkøbet fortsætter Connexion Ties nuværende ledelse og medarbejdere deres virke som hidtil. 

På sigt skal arbejdspladserne i Brande også flyttes til JBS' adresse i Herning.