Modegigant uddeler millioner i julebonus til 2200 ansatte

På grund af corona sendte DK Company 600 medarbejdere hjem og fyrede 160, men nu ser det noget lysere ud for modevirksomheden i Ikast.

Jens Poulsen er administrerende direktør for DK Company i Ikast.
Jens Poulsen er administrerende direktør for DK Company i Ikast.
Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

De ansatte hos DK Company i Ikast kan se frem til en tidlig julegave.

Ledelsen har besluttet at udbetale et tocifret millionbeløb i julebonus til virksomhedens i alt 2.200 medarbejdere. Det bekræfter administrerende direktør Jens Poulsen overfor Herning Folkeblad.

- Da det så mørkest ud i foråret, hjalp medarbejderne os med at gå 20 procent ned i løn, som vi så har betalt tilbage senere. Den gestus og den fleksibilitet, de har vist, har virkelig været fantastisk. Vi har kaldt det fyrtårnet i den mørke tid, at medarbejderne har samarbejdet på den måde, de har, siger han til avisen.

Tidligere i år sendte virksomheden 600 ansatte hjem og fyrede 160. Men nu kan medarbejderne altså se frem til en julebonus, som bliver 20 procent af deres løn i november.

Bonussen går til de ansatte på DK Companys kontorer i Ikast, Vejle og København, til ansatte i kædens egne butikker samt til udenlandske ansatte i Kina og Bangladesh.

9:51
Sommeren blev meget bedre end fire virksomhedsledere i foråret havde turdet tro på.