Ikast-træner kræver maksimal indsats i fjerde Esbjerg-møde
Ikast var tæt på point senest mod Team Esbjerg, men en sejr kræver endnu mere, fastslår Kasper Christensen.
To lussinger og et smalt etmålsnederlag.
Det er Ikast Håndbolds bundlinje er tre møder med højtflyvende Team Esbjerg i november måned.
Søndag står fjerde og sidste slag i denne omgang, når midtjyderne gæster Blue Water Dokken i Champions League.
Her tabte Ikast senest 22-30 for to uger siden, inden det for en uge siden blev 34-35 på hjemmebane i seneste møde, der har givet fornyet tro på tingene.
- Den oplevelse, vi havde nede i Esbjerg sidst, var dårlig, og mest af alt fordi vi forventer meget mere af os selv. Så det var rimelig let at sætte fingeren ned i, at vi skulle præstere markant bedre på alle parametre.
- Vi ved godt, at det kræver en maksimal præstation for at få point med fra dokken, og det bliver helt sikkert svært. Men vi har også en stor tro på, at vi har et godt udgangspunkt fra sidste kamp og kan bygge videre på det, siger Ikast-træner Kasper Christensen til klubbens hjemmeside.
Esbjerg har vundet rub og stub på hjemmebane i denne sæson og topper både Kvindeligaen og sin Champions League-gruppe.
- Vi har været dygtige, men også heldige, for vi har været ramt af skader. Heldet har vi dog udnyttet til fulde, og det er et tophold værdigt.
- Vi har dog været gode til at tage chancerne, og derfor er det ikke tilfældigt, at vi ligger, hvor vi gør, men det har været stolpe ind, siger Esbjerg-træner Jesper Jensen.
Esbjerg og Ikast dyster fra klokken 16.
/ritzau/