I livsfare efter arbejdsulykke

Tømrer faldt omkring 10 meter, da stillads faldt sammen.

En 54-årig mand fra Brande-egnen er i livsfare efter en arbejdsulykke på Barslundvej i Karstoft mandag eftermiddag.

Lokalpolitiet i Herning oplyser, at den 54-årige arbejdede som tømrer på stedet og stod på en stige, der var stillet oven på et 2,5 meter højt stillads. Omstændighederne ved ulykken skal undersøges nærmere af Arbejdstilsynet, men det gik tilsyneladende galt, da stilladset faldt sammen.

Den 54-årige faldt fra omkring 10 meter ned på et flisegulv. Han blev overført til hospitalet i Skejby med kraniebrud og blødninger i hjernen.


Læs flere artikler fra Ikast-Brande eller i kategorien Samfund.