Hus brændt ned: Nu skal brændeovnen undersøges

I går aftes gik der pludselig ild i en landejendom i Bording.

Branden startede formentligt ved en brændeovn.
Branden startede formentligt ved en brændeovn.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Klokken 20:14 blev der ringet 112 ved Bording, da flammerne pludselig stod ved en brændeovn.

Da brandvæsnet kom frem var bygningen allerede omspændt af flammer, fortæller Henning Præstegaard ved Herning Politi.

- Ifølge ejeren på stedet, så startede branden ved brændeovnen. Vi har den mistænkt for at være ulovligt installeret, så det skal vi nu have undersøgt, forklarer han.

Brændeovnen var ikke godkendt af en skorstensfejer, og røret stak ud igennem et vindue. Huset er brændt helt ned.

To personer med ambulance

Henning Præstegaard fortæller, at de nu har bestilt en undersøgelse.

- Vi skal have en erklæring fra skorstensfejeren på, hvor grelt det er. Så kan vi tage stilling til, om vi skal give en bøde eller lignende, siger han.

To personer blev ved branden kørt til Herning til undersøgelse for røgforgiftning.