Hundepensioner har travlt til nytår

Hundeejere står i kø for at sende deres dyr væk fra brag og larm, og det giver fuldt hus hos hundepensionerne.

hundepension_0.jpg

Mens nytår for os mennesker er en fest, der skydes ind med bulder og brag - så er det ofte et sandt mareridt for menneskets bedste ven. Derfor sender mange midt- og vestjyder deres hunde på pension til nytårsaften. Hos Langkær Hundepension i Brande er alt booket.

- Vi har mange, vi må sige nej til, fordi mange har fundet ud af, at det her er en rigtig god måde for hunden, at komme igennem nytårsaften på, siger hundepensionsejer Tor Zachariassen.

4 ud af 5 er fuldt booket

Flere hundepensioner i Midt- og Vestjylland har ingen ledige pladser. 4 ud af 5 af dem TV/Midt-Vest har snakket med i dag, melder om alt optaget. Mange er gengængere fra sidste år, og har allerede bokket en plads til næste år. Ifølge Tor Zachariassen er hundepensionen en rigtig god løsning for hunden.

- De får ro på fra skyderiet. Alle bokse er lydisoleret, og så dækker vi vinduerne til. Vi spiller normalt musik for dem. Hundene undgår den angst, der kan komme ved skyderiet, siger Tor Zachariassen.