Hunde og helikopter jagtede tyve

Tre mænd brød tirsdag aften ind hos en virksomhed i Ikast. Det udløste en større menneskejagt.

03042013_ikast_indbrud.jpg

Det var næsten en hel actionfilm, der udspillede sig, da tyve brød ind hos Danspin på Jupitervej i Ikast tirsdag aften. Politiets hundepatrulje og en af forsvarets helikoptere deltog i eftersøgningen af de tre tyve efter alarmen var gået.

Tyvene var kommet ind i virksomheden ved at sparke en dør op og smadre en rude. Da de kom ind stjal de to PH-lamper. Men under indbruddet udløste tyvene en alarm og politiet ankom kort efter. Det samme gjorde en af forsvarets helikoptere, der var på øvelse i området. Helikopteren kunne bruge sit termiske udstyr til at hjælpe politiet med at lede efter tyvene.

Det var dog godt, gammeldags benarbejde, der hjalp politiet med at fange en af tyvene. To betjente så den ene af tyvene og løb ham op. Den anholdte er en 31-årig mand fra Engesvang.

Manden blev afhørt onsdag og løsladt ved middagstid.

TV/Midt-Vest bragte dette indslag tirsdag aften, mens politiet jagtede tyvene.

0:24
Netop nu er en jagt på formodede inbrudstyve i Ikast i gang