Hørte råb om hjælp og stoppede overfald - nu har han fået en dusør

Midt- og Vestjyllands Politi har givet redningsmanden en dusør på 1000 kroner.

Stationsleder Niels Kristan Larsen fra Midt- og Vestjyllands Politi i Herning siger tak for indsatsen til Danni.
Stationsleder Niels Kristan Larsen fra Midt- og Vestjyllands Politi i Herning siger tak for indsatsen til Danni.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Da det danske fodboldlandshold den 3. juli vandt over Tjekkiet ved EM i fodbold, var der efterfølgende gang i nattelivet mange steder.

I Brande blev en kvinde overfaldet, da hun var på vej hjem fra byen. Heldigvis blev hendes råb om hjælp hørt af en mand, som stoppede overfaldet og sørgede for, at gerningsmanden blev fanget.

Det har han nu fået en dusør for. 

I et opslag på Facebook skriver Midt- og Vestjyllands Politi, at redningsmanden har fået en dusør på 1000 kroner, som han har besluttet at give videre til en forening, der arbejder med at støtte ofre for vold og voldtægt. 

Redningsmanden, som politiet i Facebook-opslaget kalder Danni, var tirsdag inviteret til kaffe og kage hos politiet for at få overrakt dusøren. Kvinden, han reddede, var også med til mødet. 

- Hun var selv sagt meget taknemmelig over den indsats, Danni ydede den nat i juli, og det var da også et rørende øjeblik, da de mødtes igen, skriver politiet.

Overfaldsmanden har endnu været i retten. Politiet beskriver ikke overfaldet nærmere, men ifølge Herning Folkeblad var der tale om et voldtægtsforsøg. Politiet oplyser, at gerningsmanden stak af, da han blev opdaget. Danni sørgede for, at en anden person blev hos kvinden, og løb herefter efter gerningsmanden.

- Takket være Dannis lokalkendskab, kunne han hurtigt regne ud, at gerningsmanden – der var løbet mod banegården – måtte befinde sig i en blindgyde. Han fik kort efter kontakt med den formodede gerningsmand og tilbageholdt ham ind til politiet nåede frem, står der i Facebook-opslaget.

Kvinden, der blev overfaldet, var med, da Danni fik overrakt dusøren.
Kvinden, der blev overfaldet, var med, da Danni fik overrakt dusøren.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi