Hesteterapi hjælper Maria i kampen mod PTSD og angst

Hver uge har hesteterapeut Marianne Olesen fra Gludsted besøg af over 20 klienter. For de fleste af dem fører samværet med hende og hestene til øget livskvalitet.

Maria Frank Hansen fra Brande har blandt andet lært at sætte grænser via hesteterapien. Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Maria Frank Hansen lyser op, da den lille røde islænder kommer hen til hende ved indhegningen.

Hun har borderline, PTSD og angst.

Der gik 45 minutter, så var der seks, der havde skrevet sig på listen.

Marianne Olesen, Socialpsykiatrisk Center Syd, Brande

Hun har været her flere gange og fortæller, at hesteterapien har gjort hende gladere i hverdagen.

Læs også Optimismen er tilbage i dansk travsport

- En af mine udfordringer har været at sætte grænser. Det lærer jeg en masse om, når jeg skal gå foran hesten og vise, at det er mig, der bestemmer. Så det har hjulpet mig en del, fortæller Maria Frank Hansen.

Hun kommer til terapien hos Marianne Olesen, der altid har haft dyr og desuden har arbejdet i psykiatrien i en årrække.

I forbindelse med sit arbejde på Socialpsykiatrisk Center Syd i Brande foreslog hun for nogle år siden at tilbyde beboerne hesteterapi.

- Der gik 45 minutter, så var der seks, der havde skrevet sig på listen, fortæller Marianne Olesen om successen fra start.

Hjælper til relationer

Hesteterapi består af flere dele. Hesten er et empatisk dyr, og den vil derfor ofte spejle, hvordan klienten har det. Det giver terapeuten et vink om, hvad der kan være behov for at snakke om.

- Vi sætter os ikke ned og siger: Nu skal vi tale om tingene. Vi strigler, trækker med hesten, og så snakker vi imens eller bagefter. Det gør ofte samtalen nemmere og mere naturlig, fortæller Marianne Olesen om sin måde at arbejde på.

Et andet element ved hesteterapien er at styre hesten.

Læs også Charlotte bruger symaskinen til at slippe væk, når de kroniske smerter er værst

- Mange unge kommunikerer så meget via sociale medier, at det faktisk kan være svært for dem at forstå kropssprog, siger Marianne Olesen og fortsætter:

- Det træner vi med hesten, og så øver vi også situationer, hvor klienten er nødt til at tage styring og sætte grænser, så hesten forstår hvad den skal – og det kan overføres til menneske-relationer.

Det blev ugens højdepunkt

Vi møder også Lærke Berg Jørgensen og hendes mor, Heidi. Lærke sidder på hesten, mens hendes mor ser på.

- Jeg skal ærligt indrømme, at i starten troede jeg overhovedet ikke på det, men jeg er fuldstændig overbevist. Det er jeg, fortæller Heidi Berg Jørgensen om hesteterapiens virkning.

Lærke Berg Jørgensen fik social angst for tre år siden. En psykolog kunne ikke hjælpe hende, og det betød, at Lærke stort set ikke kom ud.

- De første gange, vi kom herud, kastede Lærke op. Nu er det ugens højdepunkt, fortæller Lærkes mor.

Ingen i familien har tidligere haft noget med heste at gøre, men nu drømmer Lærke om at få en halvpart i en hest på en rideskole.

Det takker hun terapien for.

04:28

Se et længere program om hesteterapien her.

Luk video