Håndboldspillere må ned i løn

FCM Håndbold skal skære 25 procent af lønbudgettet til næste sæson.

221112_FCM_Haandbold.jpg

De fleste af håndboldspillerne i FC Midtjylland må indstille sig på en større lønnedgang, hvis de vil fortsætte i klubben.

FCM Håndbold skal ifølge aoh.dk skære 25 procent af lønbudgettet til næste sæson, og det vil smitte af på de kommende kontraktforhandlinger. 12 af spillerne har kontrakter, der udløber efter denne sæson, og tre har klausuler, så de kan komme fri, hvis de vil.

- Det har selvfølgelig den fordel, at vi får mulighed for at sammensætte den trup, vi vil - og kan planlægge det, så det passer næste sæsons lønbudget, siger sportschef Hans Peter Riis til hjemmesiden.

Nycke og Lærke er på plads

Sportschefen har haft en indledende snak med de fleste af spillerne - og der er ingen, der har sagt, at de ikke vil blive.

FCM Håndbold har allerede sikret sig kontrakter med profilerne Lærke Møller og Nycke Groot - og aftalen med den stærke hollandske playmaker Nycke Groot er vigtig for hunulvene.

- Der er mange i truppen, som rigtig gerne vil spille sammen med hende, siger Hans Peter Riis til aoh.dk.