Gymnasieelever hjælper ensomme udviklingshæmmede

Frivillige i projekt LEV-venner i Ikast-Brande Kommune hjælper ældre udviklingshæmmede med at slippe af med ensomheden.

Heidi Hansen (tv.) og gymnasieelev Amalie Graabjerg (th.) er blevet gode venner. De mødtes gennem projekt LEV-venner, som hjælper udviklingshæmmede og frivillige med at mødes og lave sociale ting sammen.
Heidi Hansen (tv.) og gymnasieelev Amalie Graabjerg (th.) er blevet gode venner. De mødtes gennem projekt LEV-venner, som hjælper udviklingshæmmede og frivillige med at mødes og lave sociale ting sammen.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Mange ældre udviklingshæmmede føler sig ensomme og savner socialt samvær. Det oplever de i hvert fald hos foreningen LEV.

Derfor forsøger foreningen at danne venskaber mellem ældre udviklingshæmmede borgere og frivillige, der har lyst til at være med til at gøre en forskel for de ældre. Det tilbud har flere gymnasieelever i Ikast-Brande Kommune taget imod, og det har skabt nye venskaber på tværs af generationer.

- Nu er jeg lige flyttet for mig selv, og så kan tiden godt være lang. Jeg er indtil for nyligt kommet sammen med én i 18 år, og så fylder den der ensomhed altså meget. Det er rart at have nogen, som man kan mødes med, fortæller Heidi Hansen, der er udviklingshæmmet og med i LEV-venner ordningen i Ikast-Brande Kommune.

- Det er mega spændende. Heidi er et utrolig sødt og empatisk menneske, og det er dejligt at lære hende at kende. Det lærer jeg også selv noget af at møde et nyt menneske og hjælpe på den måde, fortæller Amalie Graaberg, der er gymnasieelev og frivillig.

Det er landsforeningen LEV, der står bag projektet LEV-venner. LEV-venner eksisterer foruden Ikast-Brande i Holbæk, Svendborg, Tønder, Rødovre og Aarhus. I Ikast-Brande er der lige nu 11 på venteliste til at få en LEV-ven. 

- Vi har en lang venteliste på at få en LEV-ven, og det er borgere, der synes, at det kan være svært at få tiden til at gå og har svært ved at tage kontakt til andre. Derudover kan det også være borgere, som måske ikke har så meget socialt netværk i form af familie eller lignende, fortæller Heidi Nielsen, der er leder for boenheden i Ikast-Brande Kommune.

2:19
Se hele indslaget her: Mange ældre udviklingshæmmede føler sig ensomme og savner socialt samvær, men frivillige LEV-venner gør en forskel i Ikast.

Planer om mere

LEV-vennerne mødes som regel på tomandshånd og aftaler sammen, hvad de vil lave. To af Amalie Graabergs gymnasieveninder har også meldt sig som frivillige venner, men for dem er venskaber ikke helt nok.

Derfor har de planer om en masse arrangementer for de udviklingshæmmede.

Astrid Juul er gymnasieelev og frivillig i projekt LEV-venner. Hun er én af dem, som forsøger at lave nye arrangementer for ældre udviklingshæmmede borgere.
Astrid Juul er gymnasieelev og frivillig i projekt LEV-venner. Hun er én af dem, som forsøger at lave nye arrangementer for ældre udviklingshæmmede borgere.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

- Vi vil gerne fortsætte med at lave spillecaféer, som vi allerede gør i forvejen, men vi vil også tage med dem på udflugter, cykelture og lave MGP-aftener, hvor man bare skal synge og danse og lave en helt masse lege, fortæller Astrid Juul, der er gymnasieelev og frivillig i projekt LEV-venner.

´Se verden i øjnene´

Det er et møde mellem generationer, når Heidi Hansen og Amalie Graaberg mødes, men begge er enige om, at mødet kaster noget godt af sig. 

- Hvis det her ikke kunne lade sig gøre, så ville jeg aldrig komme ud og købe de ting, jeg havde behov for, så det er jeg utrolig glad for, fortæller Heidi Hansen.

- Jeg tror på, at den måde, man udvikler sig på, er at se verden i øjnene og komme ud for at møde folk, der måske ikke er helt som en selv, fortæller Amalie Graaberg.

Projektet er gjort muligt med donationer fra Fonden Ensomme Gamles Værn og TrygFonden.

1:05
Hør Amalie Graaberg og Heidi Hansen fortælle om, hvorfor de er med i projekt LEV-venner.