Gustav synger for at vinde: - Jeg går op i det med hud og hår

Talentkonkurrencen Unge Sangere finder lige nu sted i Ikast. Blandt deltagerne er Gustav Wenzel Most.

Gustav Wenzel Most på scenen i semifinalen.
Gustav Wenzel Most på scenen i semifinalen.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Når man drømmer om en professionel sangkarriere, så er talentkonkurrencen Unge Sangere et godt sted at begynde. Konkurrencen i Ikast er landets eneste for unge musicalsangere og klassiske sangere, som gør hvad de kan for at imponere dommerne.

En af deltagerne er den klassiske sanger Gustav Wenzel Most, som mandag var nået til semifinalen.

- Der er rigtig mange følelser i spil, for jeg går jo op i det her med hud og hår, siger han.

Koncentreret sangundervisning

De 12 semifinalister havde mandag et tætpakket program, som bød på flere timers fælles korsang, øvetid med pianisten og coaching af konkurrencens mentorer.

- De unge mennesker, som kommer her, har det til fælles, at de har en passion for at synge. Så for dem alle sammen har det stor betydning, om de klarer sig godt, siger Aage Christiansen, der er medarrangør af Unge Sangere.

For de udvalgte talenter, der deltager i konkurrencen, er det en enestående chance for at forbedre sig - og måske gøre sig bemærket - i løbet af konkurrencedagene.

- Det betyder meget for mig at være med, for jeg gerne vil leve af at være sanger i sidste ende. Jeg vil gerne helt op på højeste niveau, siger Gustav Wenzel Most.

Den store semifinale

Deltagernes omfattende forberedelser kulminerede mandag med et par minutters optræden på scenen foran dommerpanelet. Bagefter blev syv finalister udvalgt til at afslutte konkurrencen tirsdag.

Gustav Wenzel Most var dog ikke blandt de udvalgte.

- Jeg har det udemærket. Det glippede desværre derinde, men overordnet set har jeg haft en rigtig god oplevelse, siger han.

Sangkonkurrencen fortsætter tirsdag, hvor de syv finalister synger en sidste koncert, og hvor vinderne af både klassisk sang og musicalgenren bliver fundet. 

1:54
Se indslaget: Gustav Wenzel Most dyster mod andre unge sangtalenter.