Guld til FCM

FC Midtjyllands håndboldkvinder er danske mestre efter sejr på 24-22 i den anden og sidste finalekamp mod Team Tvis Holstebro

FCMGuld1.jpg

For anden gang på tre sæsoner kan FC Midtjylland Håndbold kalde sig Danmarks bedste kvindehold.

Hjemme i Ikast vandt midtjyderne fredag aften 24-22 over Team Tvis Holstebro, og efter at FCM havde vundet med fire mål i den første kamp i Holstebro, var der altså ingen tvivl om den samlede sejr, der blev på 51-45.

FCM Håndbold afløser dermed Randers HK på toppen af dansk kvindehåndbold.

TTH kunne ikke overraske igen

Team Tvis-spillerne kunne ellers gå på banen med bevidstheden om, at de for nylig i EHF Cup-semifinalen vandt med hele syv mål på FCM's bane.

En gentagelse havde altså været nok til at sikre guldmedaljer, og holdet leverede da også længe en indsats, der viste, at spillerne troede på den spinkle chance.

Gæsterne førte gennem det meste af første halvleg og ville have taget en etmålsføring med ind til pausen, hvis ikke landsholdsanføreren Line Jørgensen noget heldigt havde udlignet til 11-11 på et frikast, efter at tiden var udløbet.

God anden halvleg af FCM

Men efter pausen skruede hjemmeholdet tempoet i vejret, og forsvaret havde vældig godt fat i Tvis' storskytte Louise Burgaard og den solide stregspiller Mette Gravholt, der begge havde en besværlig aften.

Hvis ikke såvel Lærke Møller som Trine Troelsen havde brændt et straffekast, kunne guldkampen formentlig have været afgjort tidligere.

Nu blev det en tæt og intens kamp, men det var altså FCM-spillerne, der til slut kunne hæve DM-pokalen, som de også gjorde i 2011.

De tabende Tvis-spillere kan midt i skuffelsen trøste sig med, at sølvmedaljerne er klubbens bedste præstation nogensinde, og at holdet med sejren i EHF Cuppen allerede har vundet én stor turnering i denne sæson.

/ritzau/

Flere billeder fra guldfesten:

FCMGuld5_0.jpg

FCMGuld2_0.jpg

FCMGuld3_0.jpg