Grisetransport forulykket: Motorvej var spærret

En grisetransport er kørt galt og væltet. Derfor var motorvejen ved Brande i tre timer spærret i begge retninger mellem afkørsel 10 og 11.

ulykke---motorvej1.jpg

Opdateret kl. 17:00:

Bilister kan passere ulykkesstedet uden problemer.

Chaufføren af en grisetransport mistede torsdag formiddag herredømmet over sin lastbil, da et dæk punkterede. Det fortæller indsatsleder, Jan Johnsen:

- Han er røget over midterautoværnet og videre over i modsatte kørebane. Der er han så røget videre ud gennem det modsatte autoværn og ned i en lille grøft, hvor lastbilen væltede rundt, lyder meldingen fra stedet.

Chaufføren slap heldigt fra ulykken. Det samme gælder de fleste af de svin, han kørte med. 25 ud af 300 svin døde ved ulykken - eller er efterfølgende blevet aflivet. Det oplyser dyrlægen på stedet til TV MIDTVEST.

Efter ulykken måtte mandskabet skære hul i lastbilens tag, så de forulykkede grise kunne komme fri. Med hjælp fra lokale fra Brande blev svinene lukket ud i en midlertidig indhegning.

Motorvej åben igen

I forbindelse med ulykken var motorvejen spærret i begge retninger mellem afkørsel 10 og 11. Bilister blev rådet til i stedet køre gennem Brande, og det forløb uden store problemer.

Motorvejen er nu åben og ulykkesstedet kan passeres uden problemer:

- Vi har skåret autoværnet af, så det ikke stikker ud på vejen. Så det er sikkert at køre forbi. Vejdirektoratet har godkendt området, forklarer indsatslederen på stedet.

Han forventer, at den forulykkede grisetransport vil bliver fjernet fra ulykkesstedet i løbet af aftenen.

 

Her kan du se politiets tweets om ulykken:

tweet1.jpg