Glen Riddersholm fyret i AGF

Glen Riddersholm er blevet fyret som cheftræner i AGF. Han erstattes af den tidligere FCM-spiller David Nielsen.

Glen Riddersholm
Foto: Scanpix / Keld Navntoft

Glen Riddersholm er blevet fyret i AGF. Han sidste kamp i spidsen for Aarhus-klubben blev en 5-1-sejr ude mod Helsingør fredag aften. På klubbens Facebookside begrunder sportschef Peter Christiansen fyringen:

- Vores resultater har i en længere periode været for dårlige og vi har præsteret alt for svingende i såvel Alka Superliga som i DBU Pokalen - en udvikling, vi ikke er trygge ved. Vi gik ind til den her sæson i håbet om, at vi kunne præstere mere stabilt, hvilket ikke er lykkes. Efter nøje overvejelser har vi derfor besluttet, at der skal nye kræfter til i forsøget på at indfri vores målsætninger i AGF, siger han.

Selv siger Glen Riddersholm på AGF's Facebookside om beslutningen:

- Jeg takker staben, spillerne, ungdomstrænerne og de mange frivillige for en fantastisk tid og fansene for en sublim opbakning i AGF, og jeg ønsker klubben alt det bedste for fremtiden, siger Glen Riddersholm.

45-årige Glen Riddersholm har stået i spidsen for AGF siden 2016, og han erstattes med øjeblikkelig virkning af den tidligere FC Midtjylland-spiller David Nielsen.