Tre stråtækte staldbygninger stod ikke til at redde, da en brand søndag eftermiddag omkring klokken 17 raserede en landbrugsejendom på Engebæksvej ved Brande.
Brandfolkene forhindrede dog branden i at brede sig til stuehuset, ligesom ingen personer eller dyr led overlast.
Det fortæller politikommissær Jim Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi i Herning.
Teknikere undersøger brandårsag
Mandag formiddag skal teknikere undersøge brandstedet og fastlægge årsagen til branden.
Politiet har ingen mistanke om, at branden er påsat.