Fyrede Siemens-medarbejdere har fået nyt job

Hver tredje af de fyrede Siemens-medarbejdere i Engesvang har fundet et nyt job

Siemens Engesvang
Foto: Privatfoto

Det er gået rigtig godt med at skaffe nye job til de medarbejdere, der i februar mistede arbejdet på Siemens vindmøllefabrik i Engesvang. Af de 440 fyrede har 145 fået nyt job.

Det har givet politiker og arbejdsmarkedschef Charlotte Sørensen noget at smile af igen i Ikast-Brande Kommune.

- Der har været rigtig meget positiv samarbejde omkring den her opgave, så det har været glædeligt, forklarer arbejdsmarkedschef i Ikast-Brande Kommune, Charlotte Sørensen.

Siden Siemens annoncerede lukningen har de arbejdet på at hjælpe de 440 afskedigede medarbejdere videre i nye job.

- Vi har været proaktive, og det, tror jeg, er lykkedes godt, siger Charlotte Sørensen.

Nu viser de første resultater sig, og efter bare tre måneder har 145 af de opsagte ansatte fået nyt arbejde.

- 145 allerede og flere på vej, det synes vi er et rigtig godt resultat. og det glæder mig rigtig meget på vegne af de medarbejdere, der er hurtigt videre, siger Charlotte Sørensen.

Ifølge arbejdsmarkedschefen er det især et tæt samarbejde mellem Siemens og jobcenteret, der har båret frugt.

- Med et fælles fokus på, hvor er jobåbningerne, kompetenceudvikling, hvem skal vi have fat i, for at de her medarbejdere kommer godt videre, siger Charlotte Sørensen.

For formanden i kommunens arbejdsmarkedsudvalg er det vigtigt at slutte godt af.

- Det betyder da rigtig meget, at vi får sagt godt farvel til medarbejderne og virksomheden derude, forklarer Social Demokrat Birthe Sørensen, der er formand for arbejdsmarkedsudvalget.

De første medarbejdere fratræder deres stillinger hos Siemens den 1. juli.

0:50
Det er gået rigtig godt med at skaffe nye job til de medarbejdere, der i februar mistede arbejdet på Siemens vindmøllefabrik i Engesvang