Formodet kaffetyv har meldt sig selv

En kvinde stak i går af fra et tyveri i Brande. Lørdag har hun meldt sig selv. Hun vil nu formentlig blive sigtet for blandt andet røveri.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Iris / Scanpix

Midt- og Vestjyllands Politi har nu fået kontakt med den kvinde, der i går skulle have stjålet kaffe fra supermarkedet Meny på Storegade i Brande. 

Kvinden mødte selv op hos politiet i formiddags, og hun har formentlig lyttet til vagtchef Jens Claumarchs ord i aftes, hvor han rådede hende til at pakke en lille taske, fordi hun ikke foreløbigt vil blive løsladt, hvis hun dukkede op. I hvert fald havde den 26-årige kvinde en taske med sig, da hun meldte sig selv hos ordensmagten.

- Hun er nu overført til en arrest, og hun bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen, fortæller vagtchefen.

Tyveri blev til røveri

Kvinden, som politiet i forvejen gerne ville i kontakt med i forbindelse med andre episoder, vil formentlig blive sigtet for røveri, fordi hun væltede en butikskontrollant omkuld, da hun forsøgte at stikke af fra ham i sin bil.

- Da hun skal til at køre, stikker butikskontrollanten hånden ind i bilen for at tage hendes nøgler. Men hun sætter i gang, og da hun kører afsted, bliver han væltet omkuld, lød det fra vagtchefen fredag aften. 

Butikskontrollanten kom ikke til skade ved episoden, men vagtchefen uddyber, at der er tale om røveri, når nogen anvender vold for at få det stjålne i sikkerhed.

Nægter røveri 

Vagtchef Jens Claumarch fortæller lørdag, at kvinden ikke er enig i, at der er tale om et røveri. 

- Hun mente ikke, at det var et røveri, men han er blevet slæbt fem meter efter bilen, og hun har slæbesår og brandsår, så det er der vist ingen tvivl om. Hun har vist et lille forklaringsproblem, siger han. 

Derudover oplyser vagtchefen, at kvinden heller var enig i det antal af kaffeposer, som politiet mener, at hun skulle have stjålet.

Den 26-årige kvinde bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen klokken 10 ved Retten i Herning.