Flere tilskuere på lægterne til håndbold: - Man tør jo næsten ikke tro på det

En ny aftale uden om regeringen giver lov til flere tilskuere i håndboldhallerne. Aftalen er en stor lettelse for direktøren i Hering-Ikast håndbold.

Corona har været to hårde år for en stor del af sports- og kulturlivet.

At der igen kan være mange mennesker samlet til håndboldkamp i en hal, bliver derfor hilst meget varmt velkommen af direktøren i Herning-Ikast Håndbold.

- Det betyder rigtig meget. Vi har en masse sponsorer, fans og ungdomsspillere der virkelig savner at komme i hallen. Vi savner også, at de kommer i hallen og støtter holdet, så det betyder bare rigtig meget, siger en glad Daniel Grønhøj. 

quoteVi føler, den sunde fornuft sejrer. Men man tør jo næsten ikke tro på noget

Daniel Grønhøj, direktør i Herning-Ikast Håndbold

Et flertal i Folketinget har presset regeringen til at hæve loftet for antal personer til arrangementer i kulturlivet.

Det er blå blok samt regeringens støtteparti De Radikale, som har ønsket, at der eksempelvis i biografer, teatre, spillesteder og sportshaller skal kunne være op til 1500 siddende deltagere - delt op i tre sektioner a 500 personer - ved næste genåbning fra på søndag.

- Vi føler, den sunde fornuft sejrer. Men man tør jo næsten ikke tro på noget, før vi står her på onsdag, fordi man føler det hele kan ændre sig igen. 

Der er dermed tale om en tredobling i forhold til det, regeringen selv havde lagt op til onsdag. Nemlig 500 personer i alt.

- Vi er en professionel håndboldklub, som lever af at invitere sponsorer og tilskuere ind. Det er vores produkt, at få folk i hallen, siger Daniel Grønhøj.