FCM ramt af coronavirus: Sisto og Dalsgaard misser CL-brag

FC Midtjylland må undvære to af holdets profiler i det kommende opgør i Champions League på grund af udbrud af corona i truppen.

FCM
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Et coronaudbrud har ramt FC Midtjylland på et uheldigt tidspunkt.

Mandag formiddag meddeler vicemesteren på sin hjemmeside, at profilerne Pione Sisto og Henrik Dalsgaard samt talentfulde Nicolas Madsen er blevet smittet med coronavirus.

Meddelelsen kommer dagen før mødet med PSV Eindhoven i Champions League-kvalifikationen.

- Over weekenden har vi fået nye tilfælde ved Nicolas Madsen, Henrik Dalsgaard og Pione Sisto. Vi må desværre sande, at vi har fået smitte internt i klubben, og vi skærper derfor protokollerne og iværksætter yderligere tiltag.

- Det er afgørende, at vi ud fra menneskelige hensyn får brudt smittekæderne, og det vil vi gøre alt, hvad vi kan for, siger sportschef Svend Graversen.

Som følge af smitteudbruddet er FC Midtjyllands rejse til Eindhoven udskudt fra mandag til tirsdag.

Ingen af de tre smittede spillere var med i lørdagens superligakamp mod Viborg FF. De var ifølge FC Midtjylland-træner Bo Henriksen fravalg af fysiske hensyn på grund af et tæt kampprogram tidligt på sæsonen.

I kampen mod Viborg var Mikael Anderson heller ikke med, men her var forklaringen, at islændingen var smittet med coronavirus.

FC Midtjyllands træningsanlæg lukkes ned i de kommende dage. Samtidig skal klubbens spillere nu testes dagligt for coronavirus. Tidligere er de blevet testet tre gange om ugen.

Tirsdagens udekamp mod PSV er den første af to kampe mod hollænderne. Der er returkamp i Herning i næste uge.

Vinder FC Midtjylland samlet, er klubben klar til den afgørende kvalifikationsrunde om en plads i det lukrative Champions League-gruppespil. Taber midtjyderne samlet til PSV, får den danske klub en plads i Europa League-gruppespillet i trøstpræmie.