FCM: Kontrakt med ung målvogter

FCM Håndbolds førstehold har skrevet en tre-årig kontrakt med Louise Egestorp, der er målvogter på det danske U18-landshold

150312LouiseEgestorp.jpg

Louise Egestorp har spillet på FCM's U18-hold siden 2010, men nu skal hun fortsætte sin udvikling på ligaholdet.

- Louise er et kæmpe keepertalent, og hun har de sidste år udviklet sig helt utroligt i form af sin seriøsitet og det talent, hun bærer. Jeg glæder mig til at følge hendes udvikling de næste tre år i FCM, fortæller talentchef Helle Thomsen.

Trives i klubben

Louise Egestorp kommer fra Sjælland, men flyttede for to år siden til det midtjyske, hvor hun i dag går på gymnasiet og Sportsstar College:

- Jeg er super glad for, at FCM allerede som førsteårs U18-spiller vælger at satse på mig. Jeg trives i klubben og glæder mig meget til næste sæson. Jeg ved, FCM er det rigtige sted for mig, og det er her, jeg vil udvikle mig allerbedst, fortæller Louise Egestorp.

I sidste uge skrev klubben også kontrakt på førsteholdet med U18-spilleren Simone Rasmussen.