FCM henter svensk landsholdsmålmand

Der er udsigt til hård konkurrence i målet hos FC Midtjylland. Klubben henter ny svensker for at gøre ham til førstemålmand - hvis han altså kan slå Jakob Haugaard af.

FCM_logo_flag.jpg

Jakob Haugaards dage som førstemålmand for superligaens tophold FC Midtjylland ser ud til at være talte.

FCM har i hvert fald hentet den 28-årige svensker Johan Dahlin til klubben med det mål, at han skal overtage pladsen.

- Vi henter Johan Dahlin med henblik på, at han skal være førstemålmand. Men pladsen er ikke reserveret til nogen, og vi forventer, at de øvrige målmænd i truppen tager kampen op. Så må en fair konkurrence i de kommende uger afgøre, hvem der sætter sig på pladsen, siger sportsdirektør Claus Steinlein i en pressemeddelelse.

191 centimeter høje Johan Dahlin, der har underskrevet en kontrakt på tre et halvt år, kommer fra den tyrkiske klub Genclerbirligi. Han har spillet 24 U21 og fire A-landskampe for Sverige.

- Det er et spændende projekt, jeg er blevet præsenteret for i FC Midtjylland. Klubben har ambitiøse målsætninger, som stemmer godt overens med mine egne. FCM sigter efter europæisk fodbold, og det gør jeg også, siger Dahlin i pressemeddelelsen.