FCM forlænger med Burgaard

FC Midtjylland har forlænget kontrakten med profilen Louise Burgaard, så den løber frem til udgangen af næste sæson.

Louise Burgaard

FCM Håndbold har forlænget kontrakten med Louise Burgaard, der er i gang med sin anden sæson hos midtjyderne. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

- Jeg er rigtig glad for det, for jeg er glad for at være i FCM. Det giver mig noget ro, at jeg kender min fremtid. Det er jeg meget glad for, siger Louise Burgaard.

Det er lykkedes de to parter at føje endnu et år på den eksisterende kontrakt, så den nu løber ind til sommeren 2018.

Louise Burgaard, der netop er fyldt 24 år den 17. oktober, havde en klausul i den nu tidligere kontrakt, der gav begge parter ret til at ophæve samarbejdet i det tredje år. Den klausul er nu sløjfet i den nye kontrakt, og dermed er Burgaard med sikkerhed hos FCM Håndbold indtil udgangen af 17/18-sæsonen.

- I forhold til det sportslige setup vi har, er Burgaard meget central. Hun har gode værdier omkring håndbolden, som passer rigtig godt til FC Midtjylland. Hun er professionel hele vejen igennem, siger sportsdirektør Stefan Kristensen.

Burgaard, der i sidste sæson var ude i en stor del af tiden, der hun var fysisk og psykisk belastet, er nu på vej frem sammen med resten af holdet. For hende er sammenholdet og kulturen i FCM Håndbold unik, og hun fortæller, at det også var en del af det, der gjorde det let at tage beslutningen om at fortsætte i klubben

- Jeg synes, at det er det bedst sammentømrede hold, jeg har prøvet at spille på. Alle bakker hinanden op. Vi følger vores koncept og er meget disciplinerede. Det er vigtigt på sådan et hold, at alle kan sammen, og vi er en meget homogen gruppe, der alle snakker på tværs af hinanden, siger Louise Burgaard.