FCM-direktør undrer sig: Fælleslisten brugte klubbens trøjer

Det undrer i FC Midtjylland, at Fælleslisten indledte sin valgkamp i klubbens trøjer, når Henrik Kraglund nu rejser kritik.

Fælleslisten i FCM-trøjer
Foto: Fælleslistens Facebook

Da Fælleslisten i slutningen af oktober indledte sin valgkamp, foregik det i FCM-trøjer. Derfor undrer det FC Midtjyllands kommercielle direktør, Jacob Jørgensen, at Henrik Kraglund med sine udtalelser nu kritiserer klubben.

- Det er lidt specielt, at man stiller op i vores trøjer og lidt efter kalder os slavehandlere. Det virker underligt, siger han til TV MIDTVEST.

På Fælleslisten Ikast-Brandes Facebook er der billeder af partiets folk, der har FCM-trøjer på. Det blev FC Midtjylland gjort opmærksom på og bad gennem sin advokat partiet om at stoppe med at bruge klubben på den måde. For det er en upassende brug af FCM-varemærket og nærmer sig en overtrædelse af markedsføringsloven - som advokaten med andre ord formulerede det over for Fælleslisten. 

- FC Midtjylland er politisk uafhængig, og derfor har vi ikke nogen interesse i at blive kædet sammen med politiske partier, fortæller Jacob Jørgensen.

Gør det ikke igen - først nu er billeder fjernet fra Facebook

Efter advokatens henvendelse skrev Fælleslisten under på, at partiet ikke fremadrettet vil gøre brug af FC Midtjyllands trøjer. Alligevel ligger de billeder, som FC Midtjylland i første omgang reagerede på, fortsat på Fælleslisten Ikast-Brandes Facebook. Det har TV MIDTVEST gjort klubbens direktør opmærksom på.

- Det var jeg ikke klar over. Jeg forventer, at de fjerner dem hurtigst muligt. Det vil jeg lige snakke med vores advokat om, forklarer Jacob Jørgensen.

Billederne er efter TV MIDTVEST's henvendelse til Fælleslisten blevet fjernet fra Facebook.

 
 
Foto: Fælleslistens Facebook

Fælleslisten: Flere af os er FCM-fans

Fælleslistens stifter og kampagneleder, Preben Christensen, vedkender sig trøjesagen. Han har aftalt med FC Midtjyllands advokat, at partiet ikke fremadrettet gør brug af klubbens trøjer. Men de har brugt trøjerne, fordi de holder med FCM.

- Seks af os går til fodbold i FC Midtjylland, så det var derfor, vi havde trøjerne på. Vi har altid støttet FC Midtjylland, så jeg synes ikke, der skal være krig med FC Midtjylland, siger han.