Far til otteårig stod frem med bøn: Nu modtager han mange positive og rosende ord

Flot håndteret, sejt og stolt. Det er bare nogle af de ord, som Benjamin Djbini Kan og familien nu modtager.

Benjamin Djbini Kan er far til den otteårige pige.
Benjamin Djbini Kan er far til den otteårige pige.
Foto: Privatfoto

Mange positive tilkendegivelser er blevet sendt i Benjamin Djbini Kan og familiens retning efter, at han mandag aften stod frem med en bøn, efter hans datter var blevet passet op af en bil på hovedgaden i Ikast.

- Folk skriver, at det er en vildt sej pige, jeg har, at de håber, at vi har det godt, og at det er godt, at jeg står frem, siger Benjamin Djbini Kan.

De mange positive beskeder bekræfter ham i, at det var rigtigt at fortælle om datterens oplevelse.

- Der har været meget aktivitet. Mit budskab kom hurtigt ud. Det er dejligt, at folk deler det, og man kan jo håbe, at hvis nogle har set noget, at de så henvender sig, forklarer han.

Benjamin Djbini Kans datter har fortalt ham, at hun var på vej hjem til sin veninde på cykel, da en grå bil kørte op på siden af hende, og en mand i bilen sagde "kom, kom."

Derefter vendte pigen om, mens bilen forsvandt ad en sidegade, og hun cyklede i stedet hen til et nærliggende pizzeria, hvor hun kendte personalet.

I mandags fortalte Benjamin Djbini Kan til TV MIDTVEST, at hans datter ringede til ham fra pizzeriaet og fortalte, hvad der var sket. 

- Mit hjerte begyndte at banke helt vildt, da hun ringede, fortalte han og fortsatte:

- Vi skal have stoppet sådan noget her. Altså… ikke et barn, vel? Så jeg håber, at folk vil være opmærksomme, lød det.

Benjamin Djbini Kan fortæller i dag, at hans datter igen er klar til at cykle, men at han helst ser, at hun tager cykelturen sammen med sin søster.

Episoden er anmeldt til Midt- og Vestjyllands Politi. Det bekræftes af politiets vagtchef.