Fans kårer Pernille Harder som årets danske spiller

Pernille Harder kan føje endnu en pris til sin samling. De danske fans har kåret hende til årets spiller 2020.

Pernille Harder, der stammer fra Tulstrup ved Ikast, i aktion for det danske landshold (arkivfoto).
Pernille Harder, der stammer fra Tulstrup ved Ikast, i aktion for det danske landshold (arkivfoto).
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De danske fodboldfans har peget på landsholdsanfører Pernille Harder som årets kvindelige spiller i 2020.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union på Twitter, hvor unionen har delt en video af Harder, da hun modtog prisen fredag aften.

Prismodtageren medgiver, at hun har haft et godt år og sender samtidig en tak til sine holdkammerater.

- Det har været et fantastisk år for mig personligt. Både på klubholdet, men også med det her fantastiske landshold.

- I gør det muligt for mig, at være den jeg er på og uden for banen. Jeg kan spille mit fodboldspil, fordi jeg har så fantastiske holdkammerater, siger Pernille Harder blandt andet i sin takketale.

Undervejs i 2020 skiftede Pernille Harder fra tyske Wolfsburg til engelske Chelsea. Aktuelt er hun samlet med det danske fodboldlandshold, som på tirsdag møder Wales i en testkamp.

Hæderen fra fansene skal ikke forveksles med Spillerforeningens pris som årets spiller. Spillerforeningens pris gives på baggrund af stemmer fra de danske elitespillere, og Pernille Harder har vundet den pris de seneste seks år.

I en prisuddeling fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) blev Harder nummer to i konkurrencen om at blive årets spiller i verden i 2020.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) kårede hende som årets spiller i Europa i 2020, og hun fik også prisen som årets spiller i tysk kvindefodbold i sidste sæson.

På herresiden pegede de danske landsholdsfans på Pierre-Emile Højbjerg som årets spiller. Han fik overrakt prisen i slutningen af marts, da herrelandsholdet var samlet til tre VM-kvalifikationskampe.

/ritzau/